Karl Marx - Wikipedia, den frie encyklopædi

Karl Marx - Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til indhold
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Karl Marx
Vestlig filosofi
19. Århundrede
Portræt af Karl Marx fra
1875
Personlig information
Pseudonym
Glückskind
Kæle-/øgenavn
Maurice
Født
Karl Heinrich Marx
5. maj
1818
Trier
Rheinland-Pfalz
Tyskland
Død
14. marts
1883
(64
år)
London
Storbritannien
Dødsårsag
Lungesygdom
Gravsted
Tomb of Karl Marx
Bopæl
Trier
Maison du Cygne - De Zwane
(1845-1848)
Berlin
(1836-1836, 1837-1837, fra 1837)
London
(1849-1883)
Paris
(fra 1843)
Politisk
parti
Kommunisternes Forbund
Ægtefælle
Jenny Marx
(1843-1881)
Uddannelse og virke
Elev af
Friedrich Gottlieb Welcker
Medlem af
Første Internationale
(1864-1872)
Beskæftigelse
Økonom
journalist
historiker
sociolog
, revolutionær
, forfatter
filosof
digter
politiker
Fagområde
Politisk filosofi
sociologi
økonomi
Arbejdsgiver
Neue Rheinische Zeitung
, Rheinische Zeitung
Arbejdssted
Köln
(1848-1849)
Kendte
værker
Parisermanuskripterne
Det Kommunistiske Manifest
Den Tyske Ideologi
Kapitalen
Skole/tradition
Marxisme
Påvirket af
Hegel
Feuerbach
Har påvirket
Liste over marxister
Zygmunt Bauman
Betydningsfulde idéer
Klassekamp
Fremmedgørelse
Historisk materialisme
Nomineringer og priser
Udmærkelser
Fellow of the Royal Society of Arts
Signatur
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
redigér på Wikidata
En del af
en serie
om
Kommunisme
Kommunismens historie
Kommunisternes Forbund
(1847–1852)
Første Internationale
(1864–1876)
Kommunistiske retninger
Marxisme
Leninisme
Marxisme-leninisme
Maoisme
Venstrekommunisme
Trotskisme
Autonom marxisme
Eurokommunisme
Rådskommunisme
Luxemburgisme
Anarko-kommunisme
Kommunistisk parti
Kommunisternes Forbund
Danmarks Kommunistiske Parti
Revolutionært Kommunistisk Parti
Komintern
Fjerde Internationale
RIB
Betydningsfulde personer
Karl Marx
Friedrich Engels
Vladimir Lenin
Lev Trotskij
Emma Goldman
Josef Stalin
Rosa Luxemburg
Anton Pannekoek
Antonio Gramsci
Karl Liebknecht
Amadeo Bordiga
Che Guevara
Georg Lukács
Herman Gorter
Ho Chi Minh
Mao Zedong
Ted Grant
Alan Woods
Alexander Berkman
Mansoor Hekmat
Antonio Negri
Karl Korsch
Fidel Castro
Abimael Guzmán
Relaterede emner
Urkommunisme
Matriarkat
Socialisme
Kapitalisme
Planøkonomi
Den Kolde Krig
Historisk materialisme
Proletariatets diktatur
Venstrekommunisme
Stalinisme
Juche
Maoisme
Demokratisk centralisme
Sovjetdemokrati
Antikommunisme
Anarko-kommunisme
Kommunisme-portalen
Karl Heinrich Marx
(født
5. maj
1818
Trier
, død
14. marts
1883
London
) var en
tysk
filosof
sociolog
og
politisk økonom
Karl Marx er
kommunismens
mest indflydelsesrige teoretiker, hvis tanker har præget arbejderbevægelserne verden over i
1800-tallet
og
1900-tallet
. Filosofi, litteraturvidenskab, samfundsvidenskab og økonomi er blevet påvirket af ham.
Marx var, sammen med
Friedrich Engels
, grundlægger af hvad han selv kaldte
den videnskabelige
socialisme
Denne socialisme havde en økonomisk og sociologisk teori for den historiske udvikling. Marx påstod i denne teori, at samfundene udvikler sig som et resultat af samfundsklassernes indbyrdes kampe om magten.
Denne udvikling vil ifølge teorien nå sit højeste stadium med
det kommunistiske samfund
, hvor proletariatet (de besiddelsesløse, arbejderklassen) vil have erobret magten over
produktionsmidlerne
og stillet dem i hele befolkningens tjeneste. Arbejderklassen vil afskaffe klassesamfundet. Dermed vil alle mennesker være lige, så alle kan udfolde sig frit, og ingen vil blive udsat for
udbytning
eller undertrykkelse.
Den såkaldt videnskabelige socialisme er i eftertiden kendt under betegnelsen
marxisme
, et udtryk som Karl Marx dog aldrig selv anvendte.
Filosofi
redigér
rediger kildetekst
Klasseteori
redigér
rediger kildetekst
Ifølge Marx er der to hovedklasser i samfundet:
borgerskabet
og
proletariatet
Borgerskabet
, som Marx kalder "den herskende klasse", ejer produktionsmidlerne (jord, fabrikker, maskiner, osv.). Samfundet er struktureret efter borgerskabets interesser.
Proletariatet
er dem, der ikke ejer produktionsmidlerne (arbejderne). De er derfor tvunget til at udføre lønarbejde for at tilfredsstille deres livsfornødenheder. Marx omtaler lønarbejde som en skjult form for "tvangsarbejde".
Borgerskabet
udbytter proletariatet, idet det ikke lader arbejderne få det fulde økonomiske udbytte af deres indsats (se
merværdi
). Denne konflikt vil blive større og større gennem
kriserne
og vil ultimativt forandre verden, når proletariatet gør oprør. Proletariatets oprør skal grundlæggende bygge på
solidaritet
mellem de enkelte medlemmer af arbejderklassen.
Formelt er alle medlemmer i det borgerlige samfund frie og har lige rettigheder. Men i virkeligheden kan proletarerne kun vælge, hvem de sælger deres arbejdskraft til, dvs. hvilke lænker de lader sig binde af. Så længe den borgerlige ejendomsret til produktionsmidlerne hersker, betyder juridisk lighed nødvendigvis social ulighed.
Basis og overbygning
redigér
rediger kildetekst
Marx opdeler samfundet i
basis
og
overbygning
Basis
er de økonomiske og materielle forhold, som præger samfundet.
Basis
omfatter således råstoffer, produktionsforhold, arbejdsmarkedsforhold (f.eks. arbejdstiden), lønforhold (f.eks. lønforskelle) og ejendomsforhold (f.eks. den private ejendomsret). Den kapitalistiske økonomi og magtforholdet mellem borgerskabet og proletariatet (arbejderklassen) hører til i basis.
Overbygningen
er samfundets "bevidsthedsformer". Det er de forskellige
ideologier
, tanker og
idealer
, der er fremherskende i samfundet.
Det kan for eksempel være et politisk ideal som
nationalisme
eller et religiøst ideal som
pietisme
(fromhedsreligiøsitet).
Overbygningen er med andre ord den tænkning, der er fremherskende i et givet samfund på en given tid. Den udgøres af alle de bevidsthedsformer, der findes inden for områder som
jura
politik
religion
kunst
og
filosofi
Marx siger, at der i det borgerlige samfund hersker en ideologi, der legitimerer den herskende klasse ved at fremstille den eksisterende magtfordeling som naturlig og naturgiven. Borgerskabets tanker bestemmer den offentlige mening og ideologi:
"En tids herskende ideer er altid kun den herskende klasses ideer."
Hvis mennesket er underlagt den herskende (borgerlige) ideologi, ser det ikke sine "virkelige" (objektive) interesser. Mennesket har en "falsk bevidsthed".
Ifølge Marx er det overvejende basis, der påvirker overbygningen.
Kultur, politik og ideologi er i høj grad grad bestemt af basis, siger Marx. Det er forholdene i basis, der bestemmer, hvordan overbygningen bliver.
Når menneskenes tilværelse i samfundets basis ændres, ændres deres bevidsthed (forestillinger, meninger) også.
Et eksempel: I 1700-tallet kæmpede
det feudale samfund
sin dødskamp mod
borgerskabet
, der dengang var revolutionært.
Det borgerlige samfund
var på fremmarch. Det borgerlige samfund var blandt andet kendetegnet ved
den frie konkurrence
. Disse ændringer i samfundets basis bevirkede, at samfundets overbygning ændrede sig. Nu blomstrede ideerne om frihed til at tænke og tro, som man vil (ideer, der var karakteristiske for
oplysningstiden
1700-tallet
). Disse ideer var altså et produkt af et bestemt fænomen i basis: den frie konkurrence.
Overbygningen virker dog også tilbage på basis. Bevidstheden kan også ændre forholdene i basis. Muligheden for at lave revolution er netop baseret på menneskets frihed til bevidst at omforme samfundsforholdene i stedet for at lade sig dominere af dem.
Religionskritik
redigér
rediger kildetekst
Hans Holbein den yngre
Landmanden
. Træsnit. Omkring 1525.
Ifølge Marx er
religion
en form for ideologi og dermed en del af samfundets overbygning. Religionen er derfor et produkt af nogle bestemte forhold i samfundets basis. Disse forhold er: økonomisk ulighed, økonomisk undertrykkelse og den herskende klasses udbytning af arbejderklassen (proletariatet). Den ene del af samfundet udnytter den anden.
Disse forhold i basis skaber religionen. En fordrejet verden producerer en fordrejet bevidsthed.
Som Marx udtrykte det:
"Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket."
Det undertrykte menneske skaber religionen for at finde
trøst
i en indbildt himmelsk verden. Det søger trøst for al den undertrykkelse og elendighed, det møder i verden. Religionen gør det muligt for det undertrykte menneske at udholde sin elendige situation - ligesom
opium
gør det muligt for den syge at udholde sin smertefulde situation. Imidlertid er religion ikke
kun
bedrag, men er også et udtryk for en sandhed om det undertrykte menneske. Marx udtrykker det på denne måde:
"Den religiøse elendighed er på samme tid udtrykket for den virkelige elendighed og protesten mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjertelag, ligesom den er åndløse tilstandes ånd. Den er folkets
opium
."
Både religion og opium skaber illusioner. Den trøst, de giver, er illusorisk og falsk. Begge tilslører tingenes virkelige tilstand. Religionen får for eksempel det undertrykte menneske til at tro på illusioner som en Gud i himlen eller et liv efter døden, hvor samfundets uretfærdighed udlignes. Derved afledes dets opmærksomhed fra at forsøge at
ændre
den undertrykte situation. Religionen får mennesket til at søge en illusorisk lykke i himlen, så det glemmer at søge sin virkelige lykke i samfundet.
Religionen skal derfor kritiseres. Den skal afsløres som en illusion. Afsløringen af folkets
illusoriske
lykke skal bane vejen for dets
virkelige
lykke.
Folkets virkelige lykke er den lykke, det finder i samfundet.
Marx var i sin religionskritik påvirket af den tyske filosof
Ludwig Feuerbach
Dialektisk materialisme
redigér
rediger kildetekst
En forenklet illustration af den dialektiske bevægelse hos Hegel og Marx. En tese giver anledning til en antitese (en modsætning). Tesen og antitesen resulterer i en højere enhed: en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Syntesen bliver til en ny tese, der giver anledning til en antitese, som giver anledning til en syntese, osv.
Marx var påvirket af den indflydelsesrige tyske filosof
Hegel
med hensyn til den
dialektiske
metode til at forstå historiens gang. Ifølge Hegel forløber historien dialektisk. Det vil sige: Alting udvikler sig gennem modsætninger eller modsigelser. Denne udvikling kan beskrives ved hjælp af skemaet
tese – antitese – syntese
. Der begyndes med en tese (et begreb, et synspunkt eller et fænomen). Tesen fører til sin modsætning – antitesen. Ud af antitesen vokser syntesen, der både ophæver tesen og antitesen og samtidig indeholder noget fra dem begge. Syntesen bliver derefter – på et højere niveau - til en ny tese, som afføder en antitese, som afføder en syntese, osv.
Se figuren.
Karl Marx overtager Hegels dialektiske metode til at forstå historien. Han bruger den for eksempel på de indbyrdes konflikter mellem
samfundsklasserne
. Han mener, at historiens udvikling skyldes materielle forhold, herunder økonomiske forhold. Udviklingen skyldes ikke en "verdensånd", som Hegel mener.
10
En pointe hos Hegel er, at en åndelig virkelighed - verdensånden - ”kommer først”. Denne åndelige virkelighed er overordnet den materielle og samfundsmæssige virkelighed, og den bestemmer, hvordan historien forløber. Marx vender denne historieopfattelse ”på hovedet” og siger, at det er de materielle forhold, der bestemmer hvordan verden og dens udvikling forløber. Det er ikke verdensånden, der er det grundlæggende, siger han. Tværtimod: Det er det materielt-økonomiske og arbejdet, der danner grundlaget for alt andet, herunder klassekampen.
„Historien om alle hidtidige samfund er historien om klassekampe,“
sagde han.
11
Her ses forskellen på Hegels
idealisme
og Marx´
materialisme
En scene fra den franske revolution: Erobringen af
Bastillen
. Ukendt maler.
Som et eksempel på historiens dialektiske forløb kan nævnes udviklingen fra
Det feudale samfund
over det borgerlige (kapitalistiske) samfund til det kommunistiske samfund. Her er den første tese
det feudale samfund
. Antitesen hertil er
borgelig revolution
. Borgerskabet omstyrtede med revolutionære midler
monarkerne
og adelen og satte den nuværende borgerlige stat i deres sted. Kendte borgerlige revolutioner er
den amerikanske revolution
(eller uafhængighedskrigen) (1776) og
den franske revolution
(1789). Syntesen var
det borgerlige samfund
, der sikrede den private ejendomsret.
12
Det borgerlige samfund
blev nu til en ny tese. Antitesen hertil er den
klassekamp og revolution,
som bliver affødt af den uretfærdighed, der ligger i det borgerligt-kapitalistiske samfund. Revolutionen fremmes af det borgerlige (kapitalistiske) samfunds iboende love om en stigende koncentration af magt og kapital. Revolutionen medfører syntesen:
Det kommunistiske klasseløse samfund
. Det er endemålet. Her slutter dialektikken.
Økonomi
redigér
rediger kildetekst
Fremmedgørelse
redigér
rediger kildetekst
Marx' fremmedgørelsesteori bygger på
Feuerbachs
tanker. Ifølge Feuerbach er
Gud
menneskeskabt, men får så at sige sit eget liv og bliver derved fremmed for mennesket. Marx siger, at der sker en lignende fremmedgørelse på arbejdspladsen: Den store arbejdsdeling gør produktionen så kompleks, at den får sit eget liv og kommer til at bemægtige sig menneskets daglige handlinger. Fremmedgørelse sker også på markedet. Dér får varen sit eget liv, og det omtaler Marx som
varefetichisme
Den
økonomiske
betydning af ordet fremmedgørelse er for Marx især, at producenten (arbejderen) ikke ejer produktionsmidlerne (maskiner, bygninger mv.). Den brede samfundsmæssige betydning af ordet er, at
"...sammenhængen i totalproduktionen påtvinger sig produktionsagenterne
(arbejdere
og
kapitalister)
som en blind lov, ikke som en lov, som de kollektivt har erkendt og kollektivt behersker, og som bringer produktionsprocessen under deres fælles kontrol."
Hans betragtning har mange ligheder med
Adam Smiths
"usynlige hånd".  Men hvor Smith så den usynlige hånd som udtryk for en harmonisk og i det væsentlige selvregulerende dynamik, ser Marx en kapitalisme, der er præget af indre modsætninger, som især i tilstande af økonomisk krise producerer destruktive resultater.
Merværdi
redigér
rediger kildetekst
Merværdi
er forskellen på den værdi, som arbejderen frembringer ved sit
lønarbejde
, og den værdi, som han modtager som betaling for kapitalistens brug af hans
arbejdskraft
(hans løn). Arbejderen arbejder således et antal timer gratis for kapitalisten, da produktet er mere værd end det, som kapitalisten betaler ham i løn. Merværdien bruges til kapitalistens øvrige produktionsudgifter, f.eks. køb af maskiner, køb af råvarer, mm. Resten er kapitalistens personlige
profit
13
Hos Marx er der forskel på begreberne
merværdi
og
profit
. Merværdien er kapitalistens fortjeneste i forhold til den løn, som han udbetaler til arbejderen. Profitten er hans fortjeneste i forhold til den samlede kapital, som han oprindeligt har investeret (prisen på byggegrunde, bygninger, maskiner, råvarer, mv.)
Uddybende artikel:
merværdi
Arbejdsværdilæren, varens dobbeltkarakter og profittens oprindelse
redigér
rediger kildetekst
Marx’ teori om merværdi bygger på
arbejdsværdilæren
, som han overtager fra de klassiske økonomer
Adam Smith
og
David Ricardo
Varen,
der for Marx er kapitalismens mest grundlæggende bestanddel, har en
dobbeltkarakter
. Den har en
nytte
og en
værdi
. Nytten er den grad af behovstilfredsstillelse, som forbruget af varen giver, mens værdien er den mængde arbejde i bred forstand, som er brugt til dens fremstilling. Jævnfør Adam Smiths paradoks om vand og diamant. Vand er nok nyttigere end diamanter, men kræver ikke en stor mængde arbejde at fremstille, og derfor er der en stor prisforskel på vand og diamanter.
Marx’ kriseteori
redigér
rediger kildetekst
Marx er en af de første til at anføre, at krisen er indbygget i det kapitalistiske system. I modsætning til de
generelle ligevægtsteorier,
der antager, at markedet af sig selv etablerer ligevægt, hævder Marx, at markedet styrer mod en uligevægt, der kun voldsomt kan forløses i
krisen
. Han tager udgangspunkt i forholdet mellem den "døde kapital" (penge) og den "levende kapital" (arbejdskraften), hvor konkurrencen tvinger kapitalisterne til at øge den døde kapital.
I højkonjunkturen sker der en overophobning af død kapital. Derved skævvrides forholdet mellem den døde kapital og den levende kapital. Når krisen så kommer, sker der en voldsom nedskrivning af den døde kapital. Konkurser er det voldsomste udtryk herfor. Den kapital, der tidligere var bogført til en milliard, sælges nu for en million. Virksomhedslukninger og frisætning af arbejdere (arbejdsløshed) er den måde, hvorpå det kapitalistiske samfund omfordeler ressourcerne mellem samfundets forskellige sektorer i forbindelse med en krise.
Marx adskiller sig fra andre (borgerlige) økonomer ved at hævde, at denne proces ikke sker glidende, men i ryk (i kriser) og er alt andet end fredelig. Fordi den teknologiske udvikling bevirker, at den døde kapital kan ophobes stadig mere, vil hver krise med tiden blive dybere end den forgående, forudsiger Marx. Til sidst vil krisen udløse en
revolution
, der resulterer i
det kommunistiske samfund
Uddybende artikel:
profitraten
Baggrund og opvækst
redigér
rediger kildetekst
Familien og byen
redigér
rediger kildetekst
Karl Marx blev født i 1818 på Brückergasse 664 i
Trier
som den tredje i rækken af en søskendeflok på syv børn efter det velstående ægtepar Heinrich Marx (1777–1838) og Henrietta Marx (født Presborck, 1788–1863). Faren var advokat og i en periode formand for byens advokatforening. Han nedstammede fra en slægt med en lang række af
rabbinere
og forretningsmænd. Familienavnet var oprindelig
Marx Levi
14
Den gamle bydel i Trier.
Trier, Tysklands ældste by, var blevet til en af Tysklands mest kosmopolitiske byer. Dette kan blandt andet blevet forklares med reformer og impulser fra tiden
1794
1814
hvor Frankrig styrede Tyskland vest for
Rhinen
. Dengang var Trier
(Trèves)
departementshovedstad i det franske departement
Sarre
Allerede i 1819 flyttede familien til dette hus i Trier, her voksede Marx op.
Foto:
Stefan Kühn
Områderne omkring Trier oplevede nedgangstider på grund af flere års fejlslagen
vinhøst
. En fjerdedel af befolkningen overlevede med hjælp fra fattigdomskassen, og
Henri de Saint-Simons
(1760–1825) og
Charles Fouriers
(1772–1837) socialistiske teorier vandt en del indpas.
15
I 1816 (eller måske 1817) konverterede faren fra
jødedommen
til
luthersk kristendom
, og ændrede samtidig navn fra "Hirschel Ha Levi" til "Heinrich Marx". Egentlig tenderede farens livsanskuelse mod
deismen
, og han følte sig tiltrukket af
oplysningstidens
skikkelser som
Voltaire
(1694–1778) og
Rousseau
(1712–1778). Når han gik over til kristendommen, var det fordi det ikke ville have været muligt at fortsætte som justitsråd, hvis han forblev jødisk. Dette embede havde han fået under
napoleonstiden
, men i
1815
var Trier blevet
prøjsisk
Nu var
Rhinlandet
, hvor Trier er beliggende, et overvejende
katolsk
område. Men luthersk kristendom (i Preussen forbundet med den reformerte kalvinisme) var statskirke i Preussen og således den foretrukne trosretning i den prøjsiske forvaltning. Det indebar dermed klare fordele for ham at tilhøre denne statsbærende konfession. Katolikker blev diskrimineret i Preussen og havde ingen udsigter til ansættelser i embedsværket eller i en række andre offentlige stillinger.
Hans kone Henrietta, Marx' mor, var købmandsdatter, også af jødisk slægt. Hun gik, noget senere end sin mand, over til kristendommen.
Dåb
redigér
rediger kildetekst
1824
blev også børn konverteret. Karl Marx blev døbt med dåbsnavnet
Karl Heinrich Mordechai Marx
. Han fik altså ingen jødisk opdragelse, men heller ikke nogen luthersk, i alt fald ikke hjemmefra, hvor deismen var det fremherskende livssyn. I stedet voksede han op med oplysningstidens idealer og fik en klassisk uddannelse, både i hjemmet og på gymnasiet. Han blev altså hverken troende kristen eller troende jøde.
16
Skolegang
redigér
rediger kildetekst
Der vides ikke meget om Marx' barndom.
17
Han blev undervist hjemme til han var 13 år gammel. Derefter studerede han ved Triers kongelig-prøjsiske gymnasium fra
1830
til
1835
og tog
abitur
(studentereksamen) i en alder af 17 år.
Dette var et af Tysklands allerældste gymnasier og havde frem til 1774 været under
jesuitternes
ledelse, før det blev til et kurfyrsteligt gymnasium, senere et fransk
collège,
og så fra 1815 et kongeligt prøjsisk gymnasium. Læreplanen på Marx' tid var sammensat lokalt, ligesom den var præget af en underlig blanding af lærestof og undervisningsstil fra jesuitskolens, det kurfyrstelige gymnasieum og det franske kollegiestyres tider.
Da Marx gik på gymnasiet, prægede liberale ideer og indflydelsen fra
den franske revolution
samfundet og den politiske tænkning. Han blev på denne tid bekendt med den lavadelige
Edgar Freiherr von Westphalen
(1819–1890), som senere skulle blive hans svoger. Året efter at han tog eksamen, forlovede han sig i hemmelighed med Edgars søster,
Jenny Freiin von Westphalen
(1814–1881). Hun skulle få en stor indflydelse på hans tænkning.
Studenterårene (1835–1841)
redigér
rediger kildetekst
Bonn (1835–1836)
redigér
rediger kildetekst
Efter gymnasiet begyndte Marx, i en alder af 17 år, i oktober 1835 på universitet i
Bonn
for at studere
jura
18
Det var på denne tid, han begyndte sin politiske karriere.
19
Han var medlem af en studenterforening i Trier (
Landsmannschaft der Treveraner
) og fungerede i en periode som foreningens præsident.
20
Meget af foreningens virksomhed kredsede omkring besøg i byens
saloner
. Dette gik angiveligt ud over hans karakterer.
Karl Marx ville selv have foretrukket at studere filosofi og litteratur, men det godtog hans far ikke, da han ikke kunne forestille sig, at sønnen kunne sikre sig et godt livsgrundlag med en sådan uddannelse. Dermed blev Karl det efterfølgende år tvunget af sin far til at flytte over til det mere seriøse og akademisk orienterede Friedrich-Wilhelms-universitet i
Berlin
21
Berlin (1836–1841)
redigér
rediger kildetekst
I Berlin vendte Marx for alvor sine interesser mod filosofien, til trods for de advarsler han havde fået af sin far.
Til at begynde med var det digterkunsten, der blev hans store interesse. Han kom med i et digterforbund og skrev digte, som han sendte til sin "tilbedte Jenny" og sin far. Hans digte og essays havde temaer, som kredsede om livet; han benyttede en deistisk-teologisk terminologi, som han havde fra sin liberale og deistisk orienterede far. Et af dem blev kaldt "Guddommen".
Han beskæftigede sig også med filosofferne
Immanuel Kants
(1724–1804) og
Johann Gottlieb Fichtes
(1762–1814) tanker, men han blev allermest engageret i den nyligt afdøde filosof
Georg Wilhelm Friedrich Hegels
(1770–1831) historiefilosofi og lære om dialektiske fremskridt. Desuden interesserede han sig for naturvidenskab, gammel og moderne historie, kunsthistorie og æstetik.
Hegel havde efter sin død i 1831 fået en voksende indflydelse på universiteterne og havde fået en dominerende position i det intellektuelle liv i Tyskland.
22
I Preussen var en version af hegelianismen nærmest blevet en statsbærende filosofi.
Det var i løbet af denne periode, at Marx blev begejstret for "
Die Freien
", en gruppe unge filosofer og journalister, som hentede inspiration hos Hegel, men som tolkede dennes værker på en anden måde end den udgave af hegeliansk filosofi, som blev fremmet af de prøjsiske myndigheder, gjorde.
Die Freien
var eksponent for en bevægelse, som Marx allerede havde stiftet en smule bekendtskab med, da han studerede i Bonn. Da det var en ideologisk sammensat gruppe, gav eftertiden den blot betegnelsen
unghegelianerne
eller
venstrehegelianerne
Nogle af de bedst kendte navne fra
1800-tallets
litteratur og filosofi var medlemmer af denne diskussionsgruppe, blandt andre
Bruno Bauer
(1809–1882),
Friedrich Engels
(1820–1895),
Ludwig Feuerbach
(1804–1872),
Arnold Ruge
(1802–1880) og
Max Stirner
(1806–1856). De mødtes gerne til diskussioner i en
Weinstube
(vinkro) i
Friedrichstrasse
i Berlin. Marx befandt sig i udkanten af kredsen; der var flere af unghegelianerne som han aldrig, ørst senere, mødte.
Det hegelianske "establishment" (som senere blev betegnet som "gammelhegelianerne" eller "højrehegelianerne") var kommet til den konklusion, at de historisk dialektiske udviklingsspring, der indgik i Hegels historisk-filosofiske teori, var kulmineret med det prøjsiske samfund, med dets effektive bureaukrati, med dets gode universiteter, med dets industrialisering og lave arbejdsløshed. Venstrehegelianerne forestillede sig derimod en række yderligere dialektiske ændringer i det prøjsiske samfund. Disse ændringer drejede sig om problemstillinger med fattigdom, statslig censur og diskriminering af ikke-lutheranere.
Ludwig Feuerbach havde en klar indflydelse på Marx' udvikling fra deisme og til
ateisme
. Feuerbach blev frataget sin lærestilling af de prøjsiske myndigheder allerede i
1832
, og han blev nægtet en tilbagevenden til universitetet i
1836
. I 1836 begyndte han at rette kritik mod teologien og udviklede et
materialistisk
verdensbillede (i modsætning til den hegelianske
idealisme
).
I nogen grad blev Marx også påvirket af Max Stirner, selv om det ikke er ganske sikkert, om de to mødte hinanden; Stirner tilhørte en ældre generation. Hvor meget Stirner var influeret af Hegel, er genstand for diskussion. I alt fald var hans tænkning
nihilistisk
, og det er klart, at Marx kendte til hans tanker fra hans skrifter. Selv om Stirner havde få andre tilhængere blandt sine kolleger, var hans bog hovedårsagen til, at Marx forlod dele af det
feuerbachske
syn. I stedet udviklede han grundkonceptet til det, som han senere formulerede som
historisk materialisme
Doktor i filosofi, flytning til Trier (1841)
redigér
rediger kildetekst
1841
blev Marx
doktor
i filosofi ved
universitetet i Jena
med en afhandling, der sammenlignede de græske filosoffer
Demokrits
og
Epikurs
naturfilosofier (
Differenz der demokritischen und epikureischen Naturphilosophie
).
23
I afhandlingen drøftede han de to ateistiske filosoffers betydning for udviklingen af ateistisk filosofi. Marx mente, at Epikur var den vigtigste, fordi der i hans atomteori var rum for den frie vilje. At den frie vilje var vigtig for Marx, ses også af, at han på et senere tidspunkt forkastede
Carl Vogts
(1815–1895) teorier, som gik ud på, at mennesket og dets handlinger kan tilbageføres til komplekse
biokemiske
processer.
Selv om det økonomiske system, som Marx senere skulle udvikle, havde stærke
deterministiske
træk, var Marx altså ikke en gennemført determinist.
24
Selv om han udviklede en helstøbt
materialisme
, lagde han aldrig helt sin overbevisning om den frie viljes betydning fra sig.
Grunden til, at Marx dimitterede fra
Jena
, var, at han var blevet advaret om, at hans rygte som unghegeliansk radikal ikke ville gøre noget godt for ham i akademiske kredse i Berlin. Han dedikerede doktorgradsopgaven til sin forlovedes far,
Johann Ludwig von Westphalen
(1770–1842).
Som doktor regnede han med at få et professorat hurtigt. Men den prøjsiske regering så ham som en ledende skikkelse blandt de oppositionelle venstrehegelianerne og nægtede ham – ligesom Ludwig Feuerbach, Bruno Bauer og andre – nogen videre akademisk løbebane. Marx rejste så tilbage til sin hjemby Trier.
Rheinische Zeitung
Journalistisk mellemspil (1842–1843, Bonn og Köln)
redigér
rediger kildetekst
Før han kom til Trier havde Marx fået et tilbud om at skrive for en avis, som var i færd med at blive lanceret i
Köln
. Det var et tilbud der interesserede ham. Da hans mentor Bruno Bauer blev afskediget fra Friedrich-Wilhelms-universitetets filosofiske fakultet i
1842
, opgav Marx selv sine anstrengelser for at få en stilling indenfor filosofiundervisning. I stedet kastede han sig over
journalistikken
og flyttede til
Bonn
, som ikke ligger mange kilometer syd for Köln.
Den
5. marts
skrev han sin første artikel for den nye radikale Köln-avis
Rheinische Zeitung für Politik, Handel und Gewerbe
. Avisen, som blev stiftet af liberale kölnere, var udkommet med sit første nummer den
1. januar
1842
, og den opfattede sig som et fællesorgan for de forskellige oppositionelle strømninger: monarkistiske liberale og radikale demokrater. Også Bruno Bauer begyndte at arbejde i på avisen.
Den unge
Friedrich Engels
I efteråret 1842 flyttede Marx fra Bonn til Köln, og den
15. oktober
blev han avisens redaktør. Fra da af blev den mere radikalt oppositionel. En af Marx' vigtigste artikler i Rheinische Zeitung handlede om levevilkårene for vinbønderne i
Moseldalen
Den
16. november
1842 kom fabrikantsønnen
Friedrich Engels
forbi avisens redaktion. Han var på vej til
Manchester
i England. Dette skulle blive det første møde mellem Marx og Engels.
25
Et resultat af avisens kontakter med Engels blev en serie artikler om den engelske arbejderklasses levevilkår. Engels' far var medejer af et firma dér, og i 1842 havde familien sendt ham fra deres hjem i
Bremen
for at arbejde i firmaet. Engels benyttede opholdet til systematisk at undersøge proletariatets vilkår med alt dets elendighed.
Den prøjsiske pressecensur så med særlig opmærksomhed på Rheinische Zeitung, og den prøjsiske øvrighed sendte en specialcensor fra Berlin for at gennemgå artikelmanuskripterne. Da censuren viste sig at være utilstrækkelig, blev der etableret en eftercensur. Ikke bare blev avisen forhåndscensureret, men de færdige artikler skulle også forelægges Kölns regeringspræsidentsembede. Da Marx' redaktion til stadighed klarede at omgå denne dobbeltcensur, indsatte myndighederne en tredobbelt censur.
Til sidst blev avisen erklæret forbudt den
1. januar
1843
. Marx var blevet tvunget til at gå af som redaktør noget tidligere, men det var ikke nok til at redde avisen. Den ophørte i marts 1843.
Bryllup (1843)
redigér
rediger kildetekst
Karl Marx’ hustru
Jenny
Det var også i 1843, at Marx giftede sig med sin forlovede Jenny von Westphalen, som var datter af den da nyligt afdøde friherre Johann Ludwig von Westphalen, som havde været prøjsisk regeringsråd. Deres forlovelse havde været en hemmelighed i flere år, og både familierne Marx og Westphalen var modstandere af deres forhold og deres bryllupsplaner. Vielsen fandt sted i Pauluskirken i kurbyen
Bad Kreuznach
i Rhinlandet den
19. juni
1843.
Marx og Jenny von Westphalen fik syv børn:
Jenny Caroline
(1844–1883),
Jenny Laura Marx
(kaldt
Laura
,1846–1911), Edgar (1847–1855), Henry Edward Guy (kaldt
Guido
, 1849–1850), Jenny Eveline Frances (kaldt
Franziska
, 1851–1852);
Jenny Julia Eleanor
(kaldt
Eleanor
eller
Tussy
, 1855–1898) og et til, som døde, før noget navn var bestemt (juli 1857). Det var altså kun tre af børnene der nåede voksenalderen.
Overgangen til kommunismen (1843–1848)
redigér
rediger kildetekst
Paris (første ophold, 1843–1845)
redigér
rediger kildetekst
Nu gik Marx tilbage til filosofien og til politiske aktiviteter, mens han ernærede sig som
freelance
-journalist. På grund af hans synspunkter blev han dog nødt til at flytte igen samme år. Herefter flyttede med sin kone først til
Paris
, som på denne tid var tilholdssted for store grupper af tyske,
britiske
polske
og
italienske
revolutionære. De ankom til Paris i slutningen af oktober 1843.
Manuskriptet
Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie
redigér
rediger kildetekst
Omkring årsskiftet 1843/44 skrev Marx et manuskript, der kritiserede Hegels retsfilosofi. Det skulle forblive upubliceret i hele hans levetid, selv om mange af tankerne derfra fandt vejen ind i
De tysk-franske Årbøger
(se nedenfor). I manuskriptet kommenterede Marx afsnit for afsnit Hegels bog om retsfilosofi fra 1819:
Grundlinien der Philosophie des Rechts
. En af Marx' vigtigste indvendinger var, at så mange af Hegels dialektiske argumenter begynder i abstraktioner. Dette værk indeholder for første gang Marx' bemærkning om, at religion er "
folkets opium
". Det indeholder også formuleringer om hans særegne fremmedgørelses-begreb, der var inspireret af Feuerbach. Passagen om
folkets opium
forekommer også i artiklen i D
e tysk-franske Årbøger
, hvor Marx hævder, at
religionskritik
er forudsætningen for enhver
samfundskritik
De tysk-franske årbøger
redigér
rediger kildetekst
Marx var kommet til Paris i den hensigt at samarbejde med sin ven Arnold Ruge.
26
De begyndte at udgive de såkaldte
Tysk-franske Årbøger
Deutsch-Französische Jahrbücher
). Men det blev kun til et enkelt nummer og kun på tysk. De katolsk prægede franske socialister og kommunister ønskede nemlig ikke at samarbejde med de tyske ateister anført af Marx.
Også som tysk projekt strandede det hele, delvist på grund af problemerne med at få gennemført den nødvendigvis hemmelige distribution i Tyskland, dels fordi der snart kom principielle meningsforskelle mellem de to redaktører for dagen. Ruge forblev knyttet til den hegelianske filosofi og til det borgerlige demokrati, mens Marx begyndte at beskæftige sig med
politisk økonomi
. Marx' artikler i tidsskriftet
De tysk-franske Årbøger
vidner om, at han på dette tidspunkt havde udviklet en overbevisning om nødvendigheden af en væbnet proletarisk revolution. I vinteren 1844 var samarbejdet forbi.
Ludwig Feuerbach
Manuskriptet
Teser om Feuerbach
: I løbet af 1845 forfattede Marx essayet
Thesen über Feuerbach
, men han undlod at offentliggøre det. En offentliggørelse skete først i 1888 på Friedrich Engels' initiativ. I dette opgør med Feuerbach finder man blandt andet Marx' første gennemarbejdede religionskritik. Essensen var, at religion er et samfundsprodukt. Det er altså noget mennesker og kun mennesker gør, siger og tænker.
Så langt var Marx og Feuerbach på linje, men Marx byggede videre på Feuerbachs kritik. Godt nok anerkendte han Feuerbachs religionskritik, men problemet for Marx var, at menneskers behov for religion kommer af samfundsbetingelserne, og at det derfor er selve samfundet ,som man må kritisere. Så langt strakte Feuerbachs kritik sig ikke, og derfor var den ikke fuldendt, mente Marx. Teksten kulminerede i den 11. tese:
"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men det kommer an på at forandre den."
Jødespørgsmålet
redigér
rediger kildetekst
Uddybende artikel:
Om Jødespørgsmålet
Et centralt bidrag til de tysk-franske årbøger var essayet
Zur Judenfrage
("Om jødespørgsmålet", 1845). Det var for det meste en kritik af de gængse opfattelser om
borgerrettigheder
og politisk frigørelse, men det indeholdt også en række kritiske holdninger til
jødedommen
såvel som til
kristendommen
fra et
ateistisk
ståsted.
Essayet kritiserede to studier af Bruno Bauer om jødernes fremstød for at opnå politisk frigørelse i Preussen. Bauer mente at jøderne kun kunne opnå politisk frigørelse ved at give afkald på deres særegne religiøse selvforståelser, eftersom politisk frigørelse forudsætter en sekulær stat, som han formodede ikke levnede plads til sociale størrelser såsom religion. Bauer mente, at religiøse krav var uforenlige med tanken om menneskets rettigheder.
Marx kritiserede Bauer for ikke at gå langt nok. En politisk frigørelse forudsatte, ifølge Marx, at religionen blev undertrykt med magt. Marx mente at hvis folk tillodes at praktisere nogen religion, ville de ikke være frie, og hvis de kunne besidde det, de skabte, ville de heller ikke være fri. Marx spåede, at jødedommen ville forsvinde, dvs. at jøder ville ophøre at være jøder i religiøs forstand, så snart det ville blive forbudt at praktisere religion, eje ting eller at arbejde for sig selv.
Essayet forholdt sig for det meste til religion i sin almindelighed, ikke blot jødedommen. Men det var også fuldt af passager som senere er blevet opfattet som
antisemitiske
. For eksempel identificerer han de europæiske jøder som symbol på grov egoisme, som ågerkarle hvis verdslige gud var pengene. Men det må også nævnes at Marx forsvarede jødernes lighed for loven som borgere.
Hvad angår Marx' kritik af det han opfattede som den jødiske økonomisk kontrol over verden, var den mere end en kritik af jøderne; den rettede sig mod hele den politiske, økonomiske og religiøse elite, deriblandt kristne, som havde forårsaget at så mange økonomiske nøglepositioner var blevet indtaget af jøder.
Det nære samarbejde med Engels begynder
redigér
rediger kildetekst
Den
28. august
1844
knyttede Marx det, som skulle blive det vigtigste venskab i hans politiske liv. På
Café de la Régence
på
Place du Palais-Royal
mødtes han med Friedrich Engels.
27
Engels, som per korrespondance havde været med på det fejlslagne projekt med de tysk-franske årbøger, var kommet på besøg i Paris med det formål at træffe Marx og forelægge for ham, det som skulle blive et af hans vigtigste værker,
Die Lage der arbeitenden Klasse in England
28
29
30
Dette værk var en frugt af Engels' ophold i Manchester, som også havde affødt en artikelserie i Marx' gamle avis i Köln.
Bruno Bauer
Den hellige familie
redigér
rediger kildetekst
Engels blev nogle dage i Paris. Dette blev begyndelsen på et livslangt tæt samarbejde. Det første resultatet var kampskriftet
Die heilige Familie. Gegen B.[runo] Bauer und Konsorten
(marts 1845, Engels' bidrag var vist kun på ti sider). På dette tidspunkt var de begge store tilhængere af Ludwig Feuerbach. Bemærkelsesværdigt med dette skrift er også at Marx, som polemiserede mod Berlins unghegelianere og sin tidligere mentor Bruno Bauer, undlod at nævne nogen af medlemmerne i denne gruppe: Max Stirner, hvis bog
Der Einzige und sein Eigentum
var udkommet i oktober 1844. Engels var i et brev til Marx den 19. november kommet med en overvejende positiv bedømmelse af denne bogen.
Vorwärts!
og Proudhon
redigér
rediger kildetekst
Efter at projekterne med de tysk-franske årbøger slog fejl, begyndte Marx at skrive for avisen
Vorwärts
. Den var skrevet og udgivet af et hemmeligt selskab ved navn
De retfærdiges forbund
, som Marx senere skulle blive medlem af og benyttede til at fremme sine overbevisninger. Avisen blev med Marx' bidrag hurtigt den mest radikale af alle de tyske aviser i Paris (og Europa). Avisen, som agiterede mod det prøjsiske monarkis
absolutisme
, fik en tydelig socialistisk profil.
Han læste også den franske anarkist
Pierre-Joseph Proudhons
(1809–1865) skrifter,
31
som
Qu'est-ce qua la propriété? Ou recherches sur le principe du droit et du gouvernement
("Hvad er ejendom?" fra 1840). Det var i denne bog man finder Proudhons berømte
anarkistiske
svar:
La propriété, c'est le vol
, "ejendom er tyveri". De to mænd havde indflydelse på hinanden, og de mødtes i
Paris
, da Marx var i eksil dér. Venskabet blev imidlertid siden brat afbrudt, da Marx med ugivelsen af
La Misère de la Philosophie
(Filosofiens elendighed) foretog en negativ bedømmelse af Proudhons
Système des Contradictions Economique, ou Philosophie de la Misère
(De økonomiske modsigelsers system eller elendighedens filosofi), hvilket var en af årsagerne bag splittelsen mellem
anarkistiske
og
marxistiske
grene af
Første Internationale
Notaterne
Pariserdokumenter
redigér
rediger kildetekst
Samtidig fordybede Marx sig i
Den franske revolutions
historie. Hans kritik af
de tidlige franske socialisters standpunkter
vidner om hans udvikling af et nyt og kommunistisk standpunkt. Marx brugte ellers megen tid på at gøre sig kendt med en side af virkeligheden, han ikke tidligere havde kikket på, leveforholdene for de store byproletariater (byarbejdere). I de såkaldte
Pariserdokumenter
, som er de fragmenter af Marx' notater fra Paris, der er blevet bevaret, finder man hans første udkast til et økonomisk system, som vidner om den filosofiske inspiration, der er bagved hans system. Her udviklede Marx for første gang udførligt sin teori om
fremmedgørende arbejde
, og den hegelianske inspiration er tydelig. Dokumenterne blev dog ikke offentliggjort før i
1932
I et andet af disse dokumenter, manuskriptet
Privatejendom og kommunisme
(1844) antyder Marx en slags marxistisk humanisme
" ... kommunisme som fuldt udviklet naturalisme, er lig med humanisme, og som fuldt udviklet humanisme er lig naturalisme".
Videre vurderede Marx også at humanismen ikke kan løfte sig højere op end den sociale bevidsthed i den epoke, den er en del af. Den borgerlige humanisme har som grundlag den private ejendom, eftersom det er den centrale værdi for bourgeoisiet, mens proletarisk humanisme er grundlagt for kooperative sociale virksomheder, fremførte Marx i manuskriptet. Disse tanker kunne imidlertid ikke udvikles eller få genklang i Marx' samtid, eftersom de ikke blev kendt før senere. Det er også vanskeligt at se, om tankerne blev videreudviklet af Marx selv, såvel i udgivet eller ikke-udgivet materiale fra ham.
Bryssel (1845–1848)
redigér
rediger kildetekst
Efter at
Vorwärts
havde givet sin helhjertede støtte til et fejlslået attentatforsøg mod pressens kong
Friedrich Wilhelm 2.
blev Marx og mange andre i januar
1845
, efter prøjsisk pres beordret til at forlade Paris. Sammen med Engels drog han i stedet til
Bryssel
Belgien
. Under en studierejse de to foretog til
England
i sommeren 1845 knyttede de kontakter med den revolutionære fløj af
chartisterne
Manuskriptet
Den tyske ideologi
redigér
rediger kildetekst
Uddybende artikel:
Den Tyske Ideologi
I Bryssel skrev Marx og Engels manuskriptet
Den Tyske Ideologi
, men de lod være at offentliggøre det. Det regnes i dag for et af de vigtigste filosofiske værker fra de to. Det blev skrevet omkring 1845, men først i
1932
blev det meste af manuskriptet, som ikke længere var komplet i sin originale form, udgivet af
Marx-Engels Instituttet
Moskva
(samtidig som
Pariserdokumenterne
). Teksten var formet som en hård kritik af Ludwig Feuerbach,
Max Stirner
og Bruno Bauer og var en af de første omfattende udlægninger af Marx' og Engels' historieteori, som senere er blevet kaldt
historisk materialisme
. Særlig kritik havde det især mod Stirner.
32
I manuskriptet forkastede forfatterne også den i samtiden og også senere herskende forståelse af begrebet
kommunisme
som et
utopisk
mål i det fjerne. De anså kommunismen som et resultat af en pågående bevægelse, der ikke kan ses løsrevet fra den virkeligheden.
I december 1845 valgte Marx at fralægge sig sit prøjsiske statsborgerskab, dette skete fordi han havde fået nys om, at den prøjsiske regering ville forsøge at presse belgierne til og udvise ham fra Belgien.
Pierre-Joseph Proudhon
Filosofiens elendighed
redigér
rediger kildetekst
Derefter skrev Marx
Filosofiens elendighed
1847
, fransk originaltitel:
Misère de la philosophie. Réponse à la philosophie de la misère de M. Proudhon
). Dette var en kritik af de franske socialisters og specielt de politiske tanker hos Pierre-Joseph Proudhons. Proudhon havde i mellemtiden udgivet et nyt værk,
Système des contradictions économiques, ou Philosophie de la misère
(1846), som Marx meget lidt brød sig om. Han sablede i stedet Proudhon ned og skrev som en opsummering:
I Frankrig kan han [Proudhon] passere som dårlig økonom fordi han gælder for at være en god eksponent af tysk filosofi. I Tyskland får han passere som en slet filosof fordi han går for at være en dygtig økonom. Men jeg, i egenskab af at være både tysker og økonom, vil protestere mod denne doble fejltagelse.
Den tyske korrespondancekomite
redigér
rediger kildetekst
Tidlig i
1846
grundlagde Marx og Engels
Den kommunistiske korrespondancekomite
Kommunistische Korrespondenz-Komitee
) i Bryssel. Den skulle arbejde for, at tyske og andre landes kommunister og arbejdere fik en samlet ideologisk organisatorisk platform, dette skete for at forberede grundlæggelsen af proletarisk politisk parti.
Huset hvor de to tyske revolutionære boede fra januar
1847
til februar
1848
rue Jean d' Ardenne 50
i Bryssel-forstaden
Ixelles
, blev et mødested for politisk oppositionelle af mange forskellige slags. Marx deltog i Bryssels demokratiske forening
(Association Démocratique de Bruxelles)
, som han blev vicepræsident for. Han skrev også af og til artikler for den tysksprogede avis
Deutsche-Brüsseler-Zeitung
De retfærdiges forbund - Kommunisternes forbund
redigér
rediger kildetekst
I vinteren 1847 blev Marx og Engels medlemmer af en hemmelig politisk gruppe kaldt
De retfærdiges forbund
. Gruppen var blevet dannet af den tyske radikale skrædderlærling
Wilhelm Weitling
(1808–1871) i Paris i 1836
33
og byggede på
Gracchus Babeufs
(1760–1797) tænkning, og var oprindeligt præget af
utopisk socialisme
og
kristen kommunisme
. I 1839 flyttede gruppen sit hovedkvarter til London. Forbundet bestod for det meste af tyskere i landflygtighed.
Forsiden til den oprindelige udgave af
Det kommunistiske manifest
, med parolen
Proletarier aller Länder vereinigt Euch!
dansk
Arbejdere i alle lande forén jer!
Wilhelm Wolff
På forbundets første kongres, i London juni 1847, fik Marx og Engels, sammen med den samtidig indmeldte
Wilhelm Wolff
(1809–1864), væsentlig ændret forbundet; de fik det grundlagt på ny som et hemmeligt revolutionært socialistisk forbund med internationale ambitioner, under navnet
Kommunisternes forbund
Det nye forbund holdt en ny kongres i London nogle måneder senere, fra den
29. november
til den
8. december
1847. Ved mødet deltog udsendinge fra 30 lokalgrupper i Frankrig,
Holland
, en række stater i
Det tyske forbund
Sverige
Schweiz
Storbritannien
og
USA
. Under denne kongres spillede Marx og Engels en meget fremtrædende rolle.
Det kommunistiske manifest
redigér
rediger kildetekst
Uddybende artikel:
Det kommunistiske manifest
Under kongressen blev Marx og Engels bedt om at forfatte en programerklæring for forbundet. Det blev til
Det kommunistiske manifest
(egentlig
Det kommunistiske partis manifest
), som blev offentliggjort den
21. februar
1848, på tysk
(Manifest der Kommunistischen Partei)
. De første udgaver angav ikke nogen forfatternavne, men det blev snart ændret. Selv om både Marx og Engels navne skulle opføres som forfattere, var det dog kun helt indledningsvis at de havde et konkret samarbejde om teksten. Allerede i december drog de til hvert deres sted, Marx til Bryssel og Engels til Paris. Det antages derfor at det var Marx som selv stod for at skrive manifestet. Han blev færdig med det i januar 1848 og sendte det samme måned til London for trykning.
Både indledningen og slutappellen er blevet stående som nogen af marxismens mest kendte paroler:
Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.
og;
Arbejdere i alle land, foren jer!
Manifestet blev hurtigt oversat til en række sprog, engelsk, fransk, italiensk, nederlandsk og dansk.
1848-revolutionerne og deres sammenbrud (1848–1849)
redigér
rediger kildetekst
Barrikaderne i
Paris
1848
. Maleri af
Emile Jean Horace Vernet
Til Paris under revolutionen (1848)
redigér
rediger kildetekst
1848
oplevede
Europa
en række revolutionære oprør i flere lande. Første udbrud var i Frankrig i februar, da en arbejderbevægelse greb magten fra kong
Ludvig Filip
og sendte ham i landflygtighed til England i det som kaldes "
Februarrevolutionen
". Under revolutionen var Marx i fare for at blive udleveret fra
Belgien
til Preussen. Da der snart efter også udbrød optøjer Bryssel blev han arresteret og udvist, men blev inviteret af den franske provisoriske arbejderregering til at komme tilbage til Paris. Her ankom han den
4. marts
Atter avisredaktør i Köln (1848–1849)
redigér
rediger kildetekst
Neue Rheinische Zeitung
– Organ der Demokratie
Efter at revolutionen spredte sig til Tyskland (den såkaldte
Martsrevolutionen
), tog Marx og Engels til Köln. De ankom den
3. april
, og grundlagde her den revolutionære
demokratiske forening
. Hurtigt blev Marx en af de vigtigste anfører for den revolutionære bevægelse i den prøjsiske
Rhin provins
. Kort efter blev han chefredaktør for den nye avis
Neue Rheinische Zeitung
– Organ der Demokratie
som udkom første gang den
1. juni
1848. Også Engels var med i avisprojektet og bidrog også med artikler.
Heinrich Bürgers
Avisen anså sig som efterfølger til
Rheinische Zeitung
, som Marx tidligere havde redigeret. At avisen i det hele taget kunne genoplives skyldes at pressecensuren var blevet ophævet som følge af Martsrevolutionen, både i Preussen og i de fleste andre af staterne i Det tyske forbund. De fleste af avisens medarbejdere var medlemmer af Kommunisternes forbund. Om arbejdsforholdene skrev Engels senere at
"redaktionsførelsen var ret og slet et diktatur under Marx"
Hurtigt begyndte myndighederne dog at stramme til igen, Marx forstod dog at udnytte nye presselove til det fulde: For eksempel kunne særlig provokerende artikler dukke op blandt avisens annoncer, og dermed havde myndighederne ikke noget brugbart udgangspunkt for at gribe ind med censur.
Politiet kunne dog også udvise kreativitet: Da der blev udråbt undtagelsestilstand efter arbejderurolighederne i Köln den
25. september
blev de fleste af avisens skribenter retsforfulgt – formelt ikke for deres journalistik, men for taler de havde holdt ved forskellige forsamlinger. Næsten alle af medredaktørerne,
Heinrich Bürgers
(1820–1878),
Ernst Dronke
(1822–1891), Friedrich Engels, Wilhelm Wolff og
Ferdinand Wolff
(1812–1895) slap for arrestation ved at flygte fra Köln. De kunne dog gradvist vende tilbage senere, da retsforfølgelserne mod den ene efter den anden ble indstillet. Engels kom tilbage i januar 1849.
Georg Weerth
Kun en af de seks medredaktører flygtede ikke,
Georg Weerth
(1822–1856), men han var allerede blevet arresteret efter at fyrste
Felix Lichnowsky
(1814–1848) var blevet myrdet i
Frankfurt
i september 1848. Han blev anklaget for tilsvining af den døde og dømt til en fængselsstraf på fem år og tab af borgerrettighederne.
Den revolutionære bevægelses nederlag fik konsekvenser over hele Europa. De borgerlig liberale så nu langt mere alvorlig på kommunistfaren, og fandt det bedst og prøve at danne fælles front med den halvfeudale absolutisme. Efter statskuppet i Preussen i november reagerede Neue Rheinische Zeitung med at opfordre folk til skattestrejke og til at gengælde vold med modvold.
I avisens korte levetid blev Marx to gange stillet for retten, første gang den
7. februar
1849
for en mindre overtrædelse, og anden gang dagen efter fordi han havde opfordret til væbnet oprør. Begge gange blev han frikendt. Til hans forsvar erklærede han foran juryen blandt andet:
Det er nemlig pressens fornemmeste pligt at undergrave fundamenterne til det nuværende politiske system.
Avisen var helt isoleret i presseverdenen i dens opposition mod de nye magtforhold i Tyskland. Den forsøgte at sammenkalde til en tysk arbejderkongres i
Leipzig
. Herefter, og også som følge af
russernes
indmarch i
Ungarn
, oprørerne i
Dresden
Iserlohn
Elberfeld
Pfalz
og
Baden
, valgte den prøjsiske hær at "genoprette den borgerlige orden" i maj. Neue Rheinische Zeitung blev til sidst standset den
19. maj
1849
. Marx blev herefter erklæret statsløs.
Lønarbejde og kapital
redigér
rediger kildetekst
Et af de varige resultater af Marx' virksomhed som redaktør blev værket
Lønsarbejde og kapital
. Det udkom som en række lederartikler i Neue Rheinische Zeitung fra
5. april
1849
og til avisen ophørte. Det byggede på de forelæsninger som Marx i 1847 havde holdt i den tyske arbejderforeningen i Bryssel. At det er blevet bevaret som en (ufuldstændig) enhed, skyldes at Friedrich Engels udgav dem samlet i 1891, efter Marx' død. Marx kunne have fortsat serien af lederartikler, men Engels fandt ikke de manuskripter blandt Marx' efterladte papirer.
Igen i Paris efter revolutionen (1848)
redigér
rediger kildetekst
Marx blev udvist fra Preussen, og vendte derefter først tilbage til Paris, hvor revolutionen også var blevet slået ned og kontrarevolutionen havde medført et strengere styre. Efter demonstrationerne den
13. juni
gav den franske regeringen Marx valget mellem at blive interneret i
Vannes
Morbihan
Bretagne
), eller helt forlade Frankrig. Her valgte Marx at tage i eksil i London med hans familie, familiens rejste i juni 1848, Marx forblev herefter resten af sit liv i London.
Eksilårene i London (1849–1883)
redigér
rediger kildetekst
Bagerst: Karl Marx og Friedrich Engels. Foran: Jenny Marx og børnene
Laura
og
Eleanor
(1864)
Stor nød: Sygdom, børnedød, isolation (1849–1861)
redigér
rediger kildetekst
Årene i eksil i London skulle blive meget vanskelige for familien Marx, noget som hans breve også vidner om. Til trods for økonomisk hjælp fra Engels måtte familien gennem den ene prøvelse efter den anden:
Min kone Jenny er syg, Leni har en slags nervøs feber. Jeg hverken kunne eller kan tilkalde læge, for jeg har ikke penge til medicin. I otte dage har jeg livnæret familien på brød og poteter, og undres på om jeg kan få fat i nogle til dem i dag
brev til Engels, 4. september 1852
I løbet af nogle få år mistede han tre af sine børn: Heinrich Guido (1849–1850) og Franziska (1851–1852) døde af sult, og Edgar (1847–1855) af
tuberkulose
34
Karl Marx var meget nedbrudt ovenpå dette.
Marx havde lidt indtægter fra journalistisk arbejde, men det hjalp ikke nok for at få familien ud af elendigheden. Han skrev hundredvis af avisartikler for indtægtens skyld, blandt andet for
New York Tribune
, som han blev tilknyttet i
1852
. Den var en af USA's ledende aviser, og forløberen for dagens
International Herald Tribune
. I mange år var han avisens Europa-redaktør. Artiklerne var ikke som de gængse reportager: Han skrev omfattende analyser, ofte som lange artikelserier, om den politiske og økonomiske situation i forskellige europæiske lande. Engagementet ved New York Tribune varede helt til udbruddet af
den amerikanske borgerkrig
Det var ikke før i 1861 at økonomien bedrede sig noget, takket være øget bistand fra Engels. I 1864 fik familien endnu et løft da arven efter Marx mor kom. Men til nogen rigdom blev det ikke; det blev kun en forandring fra armod til beskedne kår.
Studier og nye værker
redigér
rediger kildetekst
Politisk viede Karl Marx sig i alle London-årene til international agitation for kommunisme og sin endegyldige kritiske analyse af kapitalismen. Næsten hver dag tilbragte han i læsesalen på
British Museum
Louis Bonapartes Attende Brumaire
redigér
rediger kildetekst
Link til tekst på
dansk
Louis Bonapartes Attende Brumaire
35
Titelblad til førsteudgaven af
Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte
(1852)
Først udgav han i form af en artikelserie 1849–50 en beskrivelse om klassekampene i Frankrig 1848–1850
(Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis 1850)
. Den bearbejdede og udvidede han med
Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte
(1852). Her analyserede han
Den andre franske republik
som den
4. november
1848
afskaffede
juli-monarkiet
og til republikken blev styrtet ved det bonapartistiske statskuppet i Frankrig den
2. december
1851
, da
Napoleon III
(1808–1873) kom til magten og indledte det
Andet franske kejserrige
Analysen af hændelser disse omkring revolutionsårene gav Marx muligheden til at videreudvikle sine teser. For ham fremstod
Februarrevolutionen
og det senere statskup som tydelige illustrationer på hvad
klassekamp
handler om. Marx videreudviklede i dette værk hans forståelse af klassebegrebet og hans historiefilosofi, som fremholdt at samfundet uafvendelig stævner fremover mod det klasseløse samfund.
Dette værk er en vigtig fremstilling af marxistisk samfundsanalyse og historisk teori, og indeholder en række af Marx' mest kendte og citerede formuleringer.
Der achtzehnte Brumaire
skulle få stor indflydelse på senere marxistisk
totalitarisme
- og
fascisme
-forskning. Indenfor statskundskab anses det som et betydelig værk om politisk teori. Noget som skulle blive lagt særligt vægt på indenfor senere
marxisme
og
marxisme-leninisme
skoler var værkets tese om at proletariatets revolution undgåligt ville knuse det borgerlige statsapparat i stedet for bare at overtage det.
Grundrids
redigér
rediger kildetekst
1857
58
blev Marx færdig med et gigantisk 800 sider langt manuskript som dækkede alle seks dele af hans økonomiske teori: kapital, landejendom, lønarbejde, staten, udenrigshandel og verdensmarkedet. Men værket blev tilføjet i rækken af skrifter som ikke blev udgivet før efter hans levetid. Det var ikke før længe efter hans død, i
1941
, at det så dagens lys, under titlen
Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie
Karl Marx i 1861
Af de seks felter var det kun det om kapitalen som Marx nåede at lave en større afhandling om (storværket
Kapitalen
, hans
magnum opus
).
Grundrids
bliver ofte beskrevet som et udkast til
Das Kapital
, selv om der hersker stor uenighed om det nøjagtige forhold mellem de to tekster, specielt hvad angår metodologi spørgsmålet.
Til kritikken af den politiske økonomi
redigér
rediger kildetekst
Link til tekst på
dansk
Til kritikken af den politiske økonomi
36
Det første af Marx' udviklede centrale økonomiske hovedværker fulgte så. I
1859
kom
Zur Kritik der politischen Ökonomie
(dansk:
Til kritikken af den politiske økonomi
). Egentlig var det tænkt som første hæfte i en serie, men Marx fastslog snart at han ikke var helt fornøjet med detaljerne. Derfor begyndte han på et nyt manuskript, og dermed kan man også betragte
Zur Kritik...
som et udkast til
Kapitalen
, som begyndte at udkomme otte år senere.
Den første internationale (1864–1872)
redigér
rediger kildetekst
Mens Marx arbejdede på
Kapitalen
fik han igen anledning til at engagere sig praktisk for
arbejderbevægelsen
: I
1864
var han den ledende organisator af
Den internationale arbejder forening
(kendt som:
Den første internationale
). Støtten til organisationen var de store solidaritetsdemonstrationer i London den
22. juli
for
polakkerne
som havde gjort oprør mod Zar-Rusland. Franske og engelske arbejderledere mødtes derfor og blev enige om at organiser sig internationalt. Den store konference fandt sted i St. Martin's Hall, og foregik fra den
28. september
og i over en måned. Repræsentanter for engelske, franske, italienske, polske,
irske
, Schweiziske og tyske arbejderforeninger deltog, blandt dem også Marx. Marx indtog hurtigt en ledende rolle. Han forfattede vedtægter og principprogrammet, som blev enstemmig vedtaget den
1. november
1864, og blev derefter valgt som Internationales leder. I sin indledningstale tog Marx udgangspunkt i de britiske erfaringer og fremhævede særlig to begivenheder: (1) loven om 10-timers arbejdsdag og (2) kooperativ bevægelsen. Ligesom reformer blev betegnet som en sejre for arbejderklassens økonomiske udvikling.
Mikhail Bakunin
Den
26. juni
1865
præsenterede Marx for generalrådet teksten
Om lønning, pris og profit
hvori han argumenterede imod teserne om den tætte sammenhæng mellem lønsøgeren (
arbejderen
) og inflation.
Den første internationale havde så vidt forskellige grupperinger som tyske kommunister, britiske fagforeningsfolk, britiske liberale, tyske
lassallister
og franske proudhonister, og skikkelser som den franske kommunist
Louis Auguste Blanqui
(1805–1881), den russisk anarkist
Mikhail Bakunin
(1814–1876) og italieneren
Giuseppe Mazzini
(1805–1872).
Konflikter var ikke til at undgå. Den største omhandlede anarkisterne. Men først gjaldt det for Marx om at fjerne indflydelsen fra mazzinianernes, proudhonianernes og særlig
owenianerne
. De sidste var eksponenter for det som er blevet kendt som
utopisk socialisme
, en retning inden
tidlig socialisme
som fortsat vandt fodfæste i engelske fagforeningskredse. Det lykkes Marx lang hen ad vejen at neutraliser disse gruppers indflydelse under Internationales konference i
Genève
i september
1866
Derefter tog Marx et uforsonligt opgør med anarkisterne, repræsenteret specielt af Bakunin, som Marx kendte fra tiden i Paris i 1844 og som nu boede i Schweiz. Selv om Marx vandt kampen mod anarkistfløjen, som blev ekskluderet under kongressen i
Haag
den
2. september
1872
, blev sejren kort. Flytningen af generalrådet fra London til
New York
i 1872, som Marx støttede, ledte hurtigt til Internationale faldt sammen og praktisk gik i opløsning. Den formelle nedlæggelse skete den
15. juli
1876
Philadelphia
Kapitalen
redigér
rediger kildetekst
Uddybende artikel:
Kapitalen
Førsteudgaven af
Kapitalen
s første bind, 1867.
Arbejdet med
Kapitalen
(Das Kapital)
tog lang tid.
37
Det var først i
1867
at første bind af det som skulle blive et sæt på tre bind blev udgivet. Forlæggeren var Otto Meissner i
Hamburg
, som også udgav de efterfølgende bind i
1885
og
1894
Især de sidste bind har præget senere marxisme. De blev først redigeret af Engels og fik forord skrevet af ham (
1895
). Senere blev værket gennemarbejdet af den østrigske socialdemokratiske partiideolog
Karl Kautsky
(1854–1938) og med forord af ham (
1910
); Kautsky tilføjede også en såkaldt fjerde bog, med "Teorien om merværdien" på grundlag af et manuskript fundet i Marx' efterladenskaber. Både Engels' og Kautskys arbejde med at fuldføre Kapitalen er blevet udsat for kritik fra forskellige sider.
Værkets fulde navn var
Das Kapital. Kritik der politischen Oekonomie
(Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi). Det bind som udkom i 1867,
Der Produktionsprocess des Kapitals
, drejede sig om produktionsmidlerne. De to sidste bind havde temaerne
(Bind II:) Der Cirkulationsprocess des Kapitals
(Kapitalens cirkulationsproces)
og
(Bind III: Der Gesamtprocess der kapitalistischen Produktion
(Den kapitalistiske produktions samlede proces)
Marx anså selv hans mål som "at frembringe en videnskab [dvs. politisk økonomi] ved kritik til det punkt hvor den kan fremlægges dialektisk", og på dette vis "afdække det moderne samfunds bevægelseslove". Ved at påvise hvordan kapitalistisk udvikling var en forløber for en ny og socialistisk produktionsmåde ville han lægge et videnskabelig fundament for den moderne arbejderbevægelse.
Et klart træk ved
Kapitalen
er at fremstillingen reflekter den dialektiske metodologi som var udviklet af
Georg Wilhelm Friedrich Hegel
i hans bøger
Wissenschaft der Logik
(1812/16) og
Phänomenologie des Geistes
(1807). Man finder også klare resultater af den indflydelse franske socialister som Charles Fourier, de Saint-Simon og Pierre-Joseph Proudhon havde haft på Marx.
Aristoteles
og græsk filosofi i sin almindelighed havde også en vigtig indflydelse på Marx’ analyse af kapitalismen. Marx’ uddannelse i
Berlin
gjorde ham fortrolig med græske og romerske digtere og filosofer, og hans doktorarbejde fra de yngre år havde været at sammenligne to filosofer fra antikkens Grækenland.
Karl Marx i 1869
Marx byggede i høj grad hans arbejde på værker fra klassiske økonomer som
Adam Smith
(1723–1790, forfatter af
The Wealth of Nations
),
David Ricardo
(1772–1823, med værket
Principles of Political Economy and Taxation
),
John Stuart Mill
(1806–1873, som skrev
"The Principles of Political Economy"
) og til og med
Benjamin Franklin
(1706–1790, blandt andet
The Way to Wealth
). Næsten alt det han benyttet som empirisk underbygning kom også fra engelske kilder, særlig fra økonomidelen i tidsskriftet
The Economist
og rapporter fra
The Royal Commission of Inquiry
Fra læsesalen i
British Museum
Foto:
Robert Swinney
Når han som relativt fattig mand kunne sætte sig ind i adskillige kilder, skyldes det at han tilbragte lange dage i læsesalen på
British Museum
, som han nemt kunne komme til fra den nærliggende bydel
Chelsea
, hvor han boede i dele af sit Londoneksil. Men i tillæg til at bygge på disse økonomer, omarbejdede han materien på en sådan måde at hans værk blev en syntese som var hans eget originale værk og ikke bare var en videreføring af andre økonomers tanker.
Et særtræk er at Marx i modsætning til de forfattere han læste, foretog en integrering af økonomiske og sociale omstændigheder. Både Smith og Ricardo tenderede mod at holde disse adskilt fra hinanden. Marx overtog Ricardos inddeling i tre klasser (landejere, kapitalejere/kapitalister og arbejdere). Ricardo havde senere i hans arbejde påpeget negative sociale følger af industrialiseringen på en måde som ikke Marx reflekter i
Kapitalen
De økonomiske studier Marx foretog overbeviste ham om at store fremskridt var indenfor rækkevidde; ja, at det ved hjælp af stadig forbedret teknologi absolut ville være mulig at komme frem til et stadium hvor alle menneskelige behov kunne dækkes godt for alle og enhver. Men for at få denne rette fordeling af goderne ville det være helt nødvendig at styre samfundet socialistisk eller kommunistisk.
De liberale var kritiske til Marx' model fordi den opfordrede til klassekamp. Det var ifølge Marx' model nødvendig at arbejderne tog alt magt, ellers ville man hverken nå dette mål, og fremmedgørelse ville bare fortsætte.
Nøglebegrebet
fremmedgørelse
fik stor plads i
Kapitalen
. Dette er et koncept som går tilbage til Hegel. Unghegelianerne havde grebet fat i det, og Feuerbach og Marx videreudviklede det. Marx omgjorde det fra et rent filosofisk fænomen til en karakteristik af en social mekanisme. Hos Marx eksistere fremmedgørelse (
Entfremdung
eller
Entäusserung
) på grund af den kapitalistiske produktionsproces og ejendomsstruktur, når arbejderne ikke selv har kontrol med produktionsmidlerne og kapitalisterne får hovedparten af den merværdien som skabes i produktionen af arbejderne. Produktet fremstår derfor for arbejderen som noget
fremmed
, og noget han ikke har kontrol over.
Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)
redigér
rediger kildetekst
Barrikade i Paris den 18. marts 1871, bemandet af
kommunardere
Link til tekst på
dansk
Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)
38
Den vigtigste politiske begivenhed for kommunisterne i disse år blev
Pariserkommunen
i 1871, da parisiske borgere gjorde oprør og klarede selv at kontrollere byen i to måneder. Marx skrev i april/maj samme år et af hans i eftertiden mest berømte tekster om den blodige nedkæmpelse af oprøret,
Borgerkrigen i Frankrig
, hvor han kom med et entusiastisk forsvar af Kommunen. Igen drejer det sig om et værk som ikke blev offentliggjort; det blev først kendt i 1930erne. I manuskriptet trak Karl Marx sig fra sin tidligere konklusion om at proletariatet ikke må slå sig til ro med at få grebet om statens magtapparat, men må rykke det op med roden. Marx hyldede den nye form for folkestyre som "kommunarderne" etablerede.
Kritik mod Gotha-programmet
redigér
rediger kildetekst
Ferdinand Lassalle
Link til tekst på
dansk
Kritik af Gotha-programmet
39
I de sidste ti år af Marx' liv blev hans helbred dårligere og dårligere, han var ikke længer i stand til at opretholde hans mange skriverier. Maratonløbets tid var forbi. Marx magtede dog at engagere sig tungt i enkelte dagsaktuelle spørgsmål, særligt i Tyskland og i Rusland.
Tidligt i maj
1875
skrev Marx, med støtte fra Engels, et brev til
Eisenach
-fraktionen af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Brevet blev ikke udgivet som sådan før i
1891
, altså efter Marx død. Marx og Engels havde længe stået denne bevægelse nær. Brevet gav meget detaljerede anvisninger og kommentarer fra Marx' hånd om bevægelsens program for en revolutionær strategi. Her drøftede han "
proletariatets diktatur
", overgangsfasen mellem kapitalisme og kommunisme, proletarisk internationalisme og arbejderklassens parti.
Brevet, kaldet
Kritik des Gothaer Programms
, er kendt for sin uddybning af princippet for det kommunistiske samfund:
Fra hver efter evne, til hver efter behov.
Kritikken mod Gothaprogrammet sluttede med den berømte sætningen
"Dixi et salvavi animam meam"
(Jeg har talt og reddet min sjæl).
Dette brevet blev det sidste større værk fra Marx' hånd.
Foranledningen var en planlagt partidannelse og kongres i byen
Gotha
. To grupper eller partier skulle her tilnærme sig hinanden: Efter planen ville
eisenacher-
fraktionen faktisk slå sig sammen med
lasalle
fraktionen og sammen danne et forenet parti, det som efter yderligere nogle år blev til
Tysklands socialdemokratiske parti
(SPD).
Eisenacherne
(navnet kommer fra byen
Eisenach
hvor de havde vedtaget et strengt marxistisk program i 1869) havde sendt et programudkast, "
Gothaprogrammet
", til Marx for kommentar. Marx mente det var negativt påvirket af ideer fra afdøde tyske socialist
Ferdinand Lassalle
(1825–1864), en mand som Marx havde betragtet som en opportunist der var villig til kompromisser med regeringen om arbejderbevægelsens krav.
Karl Marx i 1882
Men da kongressen blev afholdt i Gotha sent i maj, blev det kritiserede program vedtaget med nogle mindre ændringer.
Brev til
Véra Zasúlitj
redigér
rediger kildetekst
En anden af Marx' interesser, dog mindre, handlede om Rusland og afdækkede en interessant ideologisk fleksibilitet. Det drejede sig om Marx korrespondance med
Vera Ivanovna Sassulitsj
(1849–1919), en russisk
narodnika
som var kommet til Schweiz efter at have udført et politisk attentat i
Sankt Petersborg
og nu var på vej til at blive marxistisk revolutionær.
I det som er blevet kendt som Sassulitsj-brevet (
8. marts
1881
) drøftede Marx muligheden for at Ruslands situation kunne være udvikle sig sådan at det feudale samfund kunne hoppe over i det kapitalistiske udviklingsstadium og derefter over til at bygge kommunismen på grundlag af fælleseje traditioner i russiske landbrugslandsbyer.
En anden fleksibilitet fra det normale mønster Marx havde viste en anden åbenhed: Han ville ikke udelukke at visse lande med stærke demokratiske institutionelle strukturer, som Storbritannien, USA og Nederland, kunne klare overgangen fra kapitalisme til kommunismens opbygning ad fredelig vej. Dog i et land med stærke centraliserede statsorienterede traditioner som Frankrig og Tyskland opfattede han en voldelig omvæltning som forventeligt.
Død og begravelse
redigér
rediger kildetekst
Gravmælet i London
Foto:
Markus Nilsson
Marx opnåede ikke at se sine tanker realiseret, mens han levede. Han levede de sidste år af sit liv i fattigdom, helt afhængig af økonomisk støtte fra sine venner og specielt hans ven og medforfatter Engels, som hjalp familien med de daglige udgifter og gæld. Hans sygdomsforløb gjorde at familiens økonomiske fremgang helt stoppede; han led blandt andet af kronisk
bronkitis
Den
2. december
1881
døde hans hustru Jenny. Marx var for syg til selv at deltage i begravelsen. Den
11. januar
1883
døde datteren med samme navn. Selv døde Karl Marx den
14. marts
1883. Han blev 64 år, og var ved sin død stadigt statsløs.
40
Tabet af hustruen, og sikkert også af datteren Jenny, førte ham ind i en dyb depression, der formentligt kan have fremskyndet hans død.
Han blev begravet tre dage efter i
Highgate Cemetery
i London. Tallet er ikke sikkert, mellem ni og elve personer overværede begravelsen.
41
42
Deriblandt Engels, Eleanor, svigersønnerne Charles Longuet og Paul Lafargue, og fem andre med nære bånd til den afdøde og overbeviste socialister –
Wilhelm Liebknecht
Friedrich Lessner
, G. Lochner, Carl Schorlemmer og Ray Lankester.
42
Inskriptionen på støtten, et monument rejst i
1954
af Det britiske kommunistpartiet, er
"Workers of all lands, unite!"
. Den oprindelige gravsten var i udgangspunktet beskedent udsmykket.
Marx' børn
redigér
rediger kildetekst
Jenny d.y.
(1844–1883) med sin mand
Charles Longuet
Eleanor Marx (1855–1898)
Laura Marx (1845–1911)
Kun tre af familiens børn blev voksne. Det var døtrene Eleanor, Jenny Caroline og Laura, der ligesom deres forældre engagerende sig i den socialistiske bevægelse. Laura giftede sig i 1868 med
Paul Lafargue
(1842–1911), Jenny giftede sig i 1872 med
Charles Longuet
(1839-1903), og Eleanor levede fra 1883 sammen med
Edward Aveling
(1849–1898). Alle tre svigersønner var aktive socialistiske agitatorer; de to førstnævnte i
Frankrig
og den sidste i Storbritannien.
De to døtre der overlevede deres far, Laura og Eleanor, var sprogbegavede og engagerede sig i oversættelsesarbejde. Eleanor oversatte blandt andet to
Ibsen
stykker til engelsk:
Fruen fra Havet
og
En Folkefjende
. Noget andet de skulle få til fælles var at de skulle begå selvmord. I begge tilfælde var det i selvmordspagt med deres respektive livsledsagere, skønt i Lauras tilfælde blev hun narret til det – Edward havde aldrig haft til hensigt at tage gift selv.
Ifølge et standhaftigt rygte havde Marx en søn udenfor ægteskab: Frederick Demuth (kaldt Freddy), født
1851
, sønnen af hans husholderske
Lenchen Demuth
(1820–1890).
43
Hun havde arbejdet hos familien helt siden
1843
. Ungkarlen Engels tog ansvaret for faderskabet - tilsyneladende for at spare Marx for problemer.
Efter Marx' død flyttede Lenchen Demuth ind til Engels og blev hans husholderske. De tog sig i fællesskab af Karl Marx' historiske efterladenskaber. Hun døde af kræft i november 1890, og efter Jennys ønske blev hun begravet i familien Marx'
familiegravsted
Arven efter Marx
redigér
rediger kildetekst
Karl Marx var i sin levetid en relativt ukendt skikkelse uden for de socialistiske kredse, og en del af hans værker blev først udgivet efter hans død. Men derefter begyndte hans tanker at få en stor indflydelse på arbejderbevægelsen i mange lande. I 1917 førte
den russiske revolutionen
til, at først zaren og senere den provisoriske regering i Rusland blev styrtet, hvilket førte til oprettelsen af
Sovjetunionen
, der var funderet på
marxistiske
principper og erfaringerne fra
Pariserkommunen
De marxistiske principper for udviklingen af socialismen blev praktiseret i
Sovjetunionen
, og på baggrund af erfaringerne i de første år udvikledes den politiske filosofi
marxismen-leninismen
, som blev virkeliggjort i Sovjetunionen. Forskellige teoretikere mener imidlertid, at marxismen-leninismen ikke har noget med marxisme at gøre, og en del marxister tager afstand fra de styrer i
Østeuropa
, der hævede at bygge på marxismen-leninismen. Mange nationale befrielsesbevægelser i
kolonierne og de halvkoloniale lande
blev i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne inspireret af maxismen-leninismen og byggede på marxismen. Befrielsesbevægelserne betød, at den imperialistiske opdeling af verden brød sammen. Mange folkeslag vandt friheden gennem deres kamp mod de imperialistiske stormagters overherredømme.
Mange statsledere, teoretikere, revolutionære, aktivister og politikere har tilkendegivet, at de baserer sig på Marx’ tanker som inspiration for deres aktiviteter. Heriblandt er
Vladimir Lenin
Lev Trotskij
Karl Kautsky
Rosa Luxemburg
Josef Stalin
Antonio Gramsci
Josip Broz Tito
Enver Hoxha
Ho Chi Minh
Mao Zedong
Che Guevara
Fidel Castro
Kwame Nkrumah
Tenzin Gyatso
(den nuværende
Dalai Lama
44
Daniel Ortega
45
Hugo Chavez
46
og
Prachanda
Mindesmærker
redigér
rediger kildetekst
Indskrift på væggen ved hovedtrappen i ankomsthallen i Humboldt-universitetets hovedbygning i Berlin:
"Die Philosophen haben die Welt nur verschieden interpretiert, es kommt aber darauf an, sie zu verändern."
Oversat til dansk:
"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men det kommer an på at forandre den."
Den tyske by
Chemnitz
bar i årene 1950-1990 navnet Karl Marx-Stadt, og her afsløredes i 1971 en kolossal buste af Marx.
Slotspladsen foran
Berliner Stadtschloss
i hjertet af
Berlin
hed i årene 1951-1994 Marx-Engels Platz. Tæt herpå ligger i dag mindeparken Marx-Engel-Forum med en stor statue af de to mænd.
I Berlin står der på væggen ved hovedtrappen i ankomsthallen i Humboldt-universitetets hovedbygning det berømte citat fra
Teser om Feuerbach
"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men det kommer an på at forandre den."
(11. tese)
I forbindelse med Marx' 200 års fødselsdag i maj 2018 afsløredes i hans fødeby Trier en seks meter høj statue af manden, skabt på foranledning af
Folkerepublikken Kina
af den kinesiske kunstner Wu Weishan.
47
Bibliografi (udvalg)
redigér
rediger kildetekst
(Se udførlig oversigt på
tysk Wiki
Parisermanuskripterne
, 1844
Kritik af den hegelske retsfilosofi
, 1844
Om Jødespørgsmålet
, 1844
Teser om Feuerbach
, 1845
Den Tyske Ideologi
, 1845-46
Det Kommunistiske Manifest
, 1848
Grundrids
, 1857-58
Kapitalen
: Bind 1 1867,
Bind 2 1885,
Bind 3 1894.
Se også
redigér
rediger kildetekst
Søsterprojekter med yderligere information:
Kategorien "Karl Marx"
på
Wikimedia Commons
Citater
fra
Wikiquote
Portal: Kommunisme
Dialektisk materialisme
Fremmedgørelse
Kommunisme
Marxisme
Marxismen-leninismen
Merværdi
Socialisme
Ludwig Feuerbach
Georg Wilhelm Friedrich Hegel
Referencer
redigér
rediger kildetekst
Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 18.
Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 19.
Marx/Engels Collected Works, volume 4, s. 480.
Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 15.
Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 16.
Kaj Mogensen: Folkets opium, s. 22.
Karl Marx: Til kritikken af Hegels retsfilosofi. Marx-Engels-Gesamtausgabe. Bind 2, afsnit 1, s. 170.
Karl Marx: Til kritikken af Hegels retsfilosofi. Marx-Engels-Gesamtausgabe. Bind 2, afsnit 1, s. 171.
Arne Næss: Filosofiens historie 2, s. 18.
Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 212.
Marx-Engels-Werke, bind 4, s. 462.
Magnus Ørberg: Hvad betyder ”Borgerlig revolution”?
Hvad er marxisme, s. 212.
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
4–5
Wheen 2001
, s.
7–9, 12
McLellan 2006
, s.
2–3
D. McLellan:
Karl Marx: His Life and Thought
, 1973, Basingstoke: Macmillan;
Bertrand Russell
A History of Western Philosophy and Its Connection with Political and Social Circumstances from the Earliest Times to the Present Day
, New York: Simon and Schuster. 1946/1990.
R.C. Kwant:
De visie van Marx
. Meppel: Boom, 1975.
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
12
Wheen 2001
, s.
13
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
15–16
Wheen 2001
, s.
14
McLellan 2006
, s.
13
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
20
McLellan 2006
, s.
14
Wheen 2001
, s.
16
McLellan 2006
, s.
14
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
22
Wheen 2001
, s.
16–17
McLellan 2006
, s.
14
Nicolaievsky
Maenchen-Helfen 1976
, s.
32–34
Wheen 2001
, s.
21–22
McLellan 2006
, s.
21–22
Doktorafhandlingen er tryk i "Marx-Engels-Werke" (MEW), Ergänzungsband I, s. 257-373
Zeitlin 1967. Banning skriver at Marx kan have tænkt deterministisk, men ikke mekanistisk. Ifølge Wright (2006) kombinerer Marx en deterministisk teori om kapitalismens utvikling med en for det meste
voluntaristisk
teori om fremveksten av alternativet. [Erik Olin Wright (2006).]
Compass points
. New Left Review 41. besøgt 21. november 2006.]
Francis Wheen:
Karl Marx: A Life
, s. 75. Nogen steder kan man læse at det var mødet i Paris i 1844 som var det første, men det er altså ikke helt rigtigt.
Mansel, s. 389.
Philip Mansel:
Paris Between Empires
, s. 390 (St. Martin Press, New York) 2001
P. N. Fedoseyev,
Karl Marx: A Biography
(Progress Publishers: Moscow, 1973) pp. 41–42 & 49.
"Biography on Engels"
. Marxists.org
. Hentet
2010-02-13
Mansel, s. 390.
Mange forskere har belyst dette længe negligeret ombrud i Marx' teoretiske udvikling; blandt dem er Ernie Thomson i
The Discovery of the Materialist Conception of History in the Writings of the Young Karl Marx
, New York, The Edwin Mellen Press 2004. For en kort fremstilling, se
Max Stirner in a nutshell
Ernest Mandel (1986).
"Marxists.org: The Place of Marxism in History. V. The proletarian transformation of revolutionary activity and organisation"
(engelsk)
. Hentet
2011-05-05
the League of the Just (Bund der Gerechten) led by Weitling emerged in 1838
D. McLellan:
Karl Marx: His Life and Thought
, s. 274.
Louis Bonapartes Attende Brumaire
Til kritikken af den politiske økonomi
Link til tekst på
dansk
Kapitalen
Kapitalen
Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)
Kritik af Gotha-programmet
D. McLellan, s. 451.
Wheen 2001
p. 382
Stephen Jay Gould; Paul McGarr; Steven Peter Russell Rose (24. april 2007).
The richness of life: the essential Stephen Jay Gould
. W. W. Norton & Company. s.
167-168.
ISBN
978-0-393-06498-8
. Hentet 9. marts 2011
Montefiore, Simon Sebag.
"The Means of Reproduction"
The New York Times
. Hentet 25. september 2011
'I Am Marxist', Says Dalai Lama
Daniel Ortega Is a Sandinista in Name Only
Al-Jazeera
Hugo Chavez admits to being Marxist, just like Christ
Sputnik International
Peter Wivel: Karl Marx er Tysklands største eksportsucces, artikel i Politiken 20. januar 2018
Litteratur
redigér
rediger kildetekst
Althusser, Louis (1969):
For Marx
Forlaget Rhodos
Beck Holm, Andreas (2018
).
”La vile multitude” – Marx og Pariserkommunen
Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie
, (77), 21–34.
Dias, Tobias & Magnus Møller Ziegler (red.) (2018):
Karl Marx.
Slagmark.
Dias, Tobias & Magnus Møller Ziegler (2018).
Marx i Amerika – Et Interview med professor Andrew Hartman
Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie
, (77), 133–147.
Flohr, Mikkel (2018):
Fra kritikken af himlen til kritikken af jorden – bidrag til rekonstruktionen af Marx’ ufærdige kritik af politisk teologi.
Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie
, (77), 149–172
Hvad er marxisme?
(2018). Redigeret af Revolutionære Socialister. Forlaget Marx.
Marx, Karl (1970),
Witt-Hansen, Johannes
, (red.),
Kapitalen - kritik af den politiske økonomi, bind 1-3
, Bibliotek Rhodos, oversat af Nielsen, Kjeld Ø., Rhodos , i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab,
ISBN
87-7496-241-8
Marx, Karl &
Friedrich Engels
(2014):
Det kommunistiske manifest. Den tyske ideologi
. Det lille forlag, oversat af Sven Brüel og
Peter Thielst
Marx, Karl og Engels, Friedrich:
Marx/Engels Collected Works, volume 4
. London 1975.
ISBN
9780853152941
Marx-Engels-Gesamtausgabe
. Dietz Verlag, Berlin.
Marx-Engels-Werke
. Dietz-Verlag, Berlin 1956–2018 (44 bind).
DEA Archiv, Seitengenau zur MEW
Arkiveret
23. april 2019 hos
Wayback Machine
Mau, Søren (2018).
Den dobbelte fordrejning: Begrebet fetichisme i kritikken af den politiske økonomi.
Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie
, (77), 103–122.
McLellan, D.
Karl Marx: His Life and Thought
, 1973, Basingstoke: Macmillan.
Mogensen, Kaj (1976):
Folkets opium?
Nyt Nordisk Forlag.
ISBN
978-87-17-02194-5
Næss, Arne (1991):
Filosofiens historie 2
. Hans Reitzels Forlag.
ISBN
87-412-3158-9
Sørensen, Mads P., Peter Bjørntoft, Ulf V. Olsen (1998):
Kodeord Marx - nye læsninger
. Modtryk
Ziegler, Magnus Møller (2018).
To breve af Arnold Ruge og Karl Marx.
Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie
, (77), 87–96.
Eksterne henvisninger
redigér
rediger kildetekst
Karl Marx
på
gravsted.dk
Marxistiske klassikere
Dansk Marxistisk Online Bibliotek med værker af Karl Marx
Hvad er marxisme?
Arkiveret
11. april 2007 hos
Wayback Machine
En indføring i de basale marxistiske ideer af
Alan Woods
og
Rob Sewell
Revolutionerne: (
1750
til
1918
Den franske revolution
Jakobinerne
Girondinerne
Bastillen
Guillotine
Georges Danton
Maximilien Robespierre
Terrorregimet
Revolutionskrigene
Napoleon Bonaparte
USA's uafhængighedskrig
Teselskabet i Boston
George Washington
Benjamin Franklin
Den amerikanske borgerkrig
Juli-revolutionen 1830
Saint-Simon
George Delacroix
Louis-Philippe
Europæiske revolutioner 1848
Februarrevolutionen
Martsrevolutionen
(tyskland)
Martsrevolutionen (Danmark)
Østrig-revolutionen
1. Slesvigske krig
Det Kommunistiske Manifest
Karl Marx
Friedrich Engels
Stemmeret
Pariserkommunen i 1871
Napoleon 3.
Den fransk-preussiske krig
Arbejderkommunen
De russiske revolutioner 1917
Februarrevolutionen
Mensjevik
Bolsjevik
Oktoberrevolutionen
Vladimir Lenin
Lev Trotskij
Tyske revolutioner
Martsrevolutionen
Novemberrevolutionen
Den polske opstand (1918–1919)
Se også:
Andre indgange til historien
Værker af
Karl Marx
og
Friedrich Engels
Marx
Scorpion and Felix
(1837)
The Difference Between the Democritean and Epicurean Philosophy of Nature
(1841)
Critique of Hegel's Philosophy of Right
(1843)
Om Jødespørgsmålet
(1843)
Notes on James Mill
(1844)
Økonomisk-filosofiske manuskripter
(1844, udgivet 1927)
Teser om Feuerbach
(1845, udgivet 1888)
Filosoffernes Magt
(1847)
Lønarbejde og kapital
(1847)
Klassekampene i Frankrig 1848/1850
(1850)
Louis Bonapartes Attende Brumaire
(1852)
Grundrisse
(1857, udgivet 1939)
A Contribution to the Critique of Political Economy
(1859)
Theories of Surplus Value
, 3 volumes (1862)
Løn, pris og profit
(1865)
Kapitalen, bind 1 (Das Kapital)
(1867)
Pariserkommunen
(1871)
Kritik af Gotha-programmet
(1875)
Das Kapital, bind 2
(1885, færdiggjort)
Das Kapital, bind 3
(1894, færdiggjort)
Mathematical Manuscripts of Karl Marx
(1968)
Den Belgiske Massakre
(1869)
Marx og Engels
Den Tyske Ideologi
(1845, udgivet 1932)
Den hellige familie
(1845)
Det Kommunistiske Manifest
(1848)
Writings on the U.S. Civil War
(1861)
Marx/Engels Samlede Værker
(1975-2004)
Engels
The Condition of the Working Class in England
(1845)
Den tyske bondekrig
(1850)
Anti-Dühring
(1878)
Socialismens udvikling fra utopi til videnskab
(1880)
Dialectics of Nature
(1883)
Familiens, privatejendommens og statens oprindelse
(1884)
Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang
(1886)
Revolution and Counter-Revolution in Germany
(1896, færdiggjort)
Autoritetsdata
WorldCat
VIAF
49228757
LCCN
n79006935
ISNI
0000 0001 2279 6570
GND
118578537
SELIBR
205490
SUDOC
027329305
BNF
cb11914934t
(data)
BIBSYS
90051270
ULAN
500234949
MusicBrainz
22aff6e2-a76c-4511-a116-1f0905272e6f
NLA
35331985
NDL
00449037
NCL
000058273
NKC
jn19990005454
ICCU
CFIV000882
BNE
XX949564
CiNii
DA00034578
KulturNav
id
DSD
Karl_Marx
Hentet fra "
Kategorier
Gravsted.dk
Født i 1818
Døde i 1883
Kommunister fra Tyskland
Filosoffer fra Tyskland
Personer fra London
Økonomer fra Tyskland
Politisk økonomi
Jøder fra Tyskland
Tyskere i 1800-tallet
Skjulte kategorier:
Mange oplysninger fra Wikidata for P106 (beskæftigelse)
Lokalt billede forskelligt fra Wikidata
CS1: Kilder på engelsk (en)
Sider med Webarchive-skabelon som henviser til Wayback Machine
Gravsted ej angivet
Wikipedia artikler med VIAF autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med LCCN autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med ISNI autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med GND autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med SELIBR autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med BNF autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med BIBSYS autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med ULAN autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med MusicBrainz autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med NLA autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med NDL autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med Den Store Danske autoritetsdata-ID
Mand
Lovende artikler
Karl Marx
Tilføj emne