Lise Meitner - Wikipedia, den frie encyklopædi

Lise Meitner - Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til indhold
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lise Meitner
Lise Meitner år 1946
Personlig information
Født
Lise Meitner
17. november
1878
1878-11-17
Wien
Østrig-Ungarn
Død
27. oktober
1968
(89
år)
Cambridge
England
Gravsted
St James Churchyard
Nationalitet
Østrigsk
Svensk
Far
Philipp M Skovran
Mor
Hedwig Skovran
Søskende
Carola Meitner, Gisela Meitner, Auguste Meitner, Frida Meitner, Max Meitner, Moriz Meitner, Walter Meitner.
Ægtefæller
Ugift
Familie
Otto Robert Frisch
(nevø)
Uddannelse og virke
Uddannelses
sted
Wien Universitet
(1901-1906)
Akademisches Gymnasium
(til 1901)
Medlem af
Royal Society
(fra 1955)
Kungliga Vetenskapsakademien
Det østrigske videnskabsakademi
Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen
American Academy of Arts and Sciences
med flere
Beskæftigelse
Universitetsunderviser
, kernefysiker
fysiker
kemiker
Fagområde
Fysik
Arbejdsgiver
Humboldt-Universität zu Berlin
Wien Universitet
, The Catholic University of America
, Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin
Kungliga Tekniska Högskolan
(til 1953)
Arbejdssted
Stockholm
Cambridge
Elever
Nikolaus Riehl
Kendte
værker
opdagelse
, Entdeckung der Kernspaltung
Nomineringer og priser
Udmærkelser
Lieben-prisen
(1925)
Max Planck-medaljen
(1949)
Otto Hahn-prisen
(1955)
ForMemRS
(1955)
Wilhelm Exner-medaljen
(1960)
Enrico Fermi-prisen
(1966)
Signatur
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
redigér på Wikidata
Lise Meitner og Otto Hahn arbejder sammen på Kaiser-Wilhelm-instituttet
Lise Meitner
(født
7. november
1878
, død
27. oktober
1968
) var en fremtrædende østrigsk
fysiker
, der boede i Østrig, Tyskland, Sverige og England. Meitner var med til opdagelsen af
grundstoffet
protactinium
og
kernefission (
at et
atoms
kerne
kan spaltes.
) Hun betragtes som den mest betydningsfulde kvindelige forsker i det 20. århundrede.
Da Meitner blev
Doctor Philosophiae
i 1905 var hun den anden kvinde i
Wien
, der opnåede denne grad i fysik. Hun blev den første kvindelige
professor
på
Wien Universitet
. Hun tilbragte det meste af sin videnskabelige karriere i
Berlin
, hvor hun blev leder af fysikafdelingen på Kaiser-Wilhelm-Institut, og den første kvinde
Tyskland
der fik et fuldt professorrat i fysik. Hun mistede sin stilling i 1930'erne som følge af de
antisemitiske
Nürnberglove
Nazityskland
, og i 1938 flygtede hun til Sverige, hvor hun boede i mange år. I 1949 fik hun svensk statsborgerskab.
Meitner modtog mange priser i sit liv, men ikke
nobelprisen i kemi
i 1944, som blev givet for kernefission. Den gik til hendes samarbejdspartner
Otto Hahn
. Adskillige videnskabsfolk og journalister har kaldt denne eksklusion for "uretfærdig". Ifølge Nobelprisens arkiv er hun nomineret 19 gange til nobelprisen i kemi mellem 1924 og 1948, og 29 gange til
nobelprisen i fysik
mellem 1937 og 1965. På trods af aldrig at have fået nobelprisen blev Meitner inviteret til at deltage i
Lindau Nobel Laureate Meeting
i 1962. Meitner modtog mange andre æresbeviser, inklusiv
grundstof
nummer 109
meitnerium
i 1997, der er opkaldt efter hende.
Liv og karriere
redigér
rediger kildetekst
Lise Meitner blev født 7. november 1878 i Wien som 3. barn af otte. Hun tilbragte den første tredjedel af sit liv i Wien. Den næste tredjedel liv boede hun i Berlin. Derefter flyttede hun til Stockholm, hvor hun boede i 20 år, til hun i en alder af 81 år flyttede til Cambridge for at bo tæt på sin ældste nevø.
Meitner var født i en
jødisk
familie, men allerede i teenageårene konverterede hun og blev
lutheraner
. Trods modstand fra familien begyndte hun at studere
fysik
ved
Wien Universitet
under
Ludwig Boltzmann
. Hun disputerede i 1907 som den første kvinde på universitetet. Efter at Meitner havde taget sin
doktorgrad
, rejste hun til
Berlin
for at forske med
Max Planck
og
Otto Hahn
. Under 1. verdenskrig blev Meitner indkaldt som røntgensygeplejerske i den Østrigske hær.
1926
blev hun professor ved universitetet i
Berlin
og dermed den første kvindelige
professor
Tyskland
. Meitner og Hahn blev ledere af hver sin afdeling ved Kaiser Wilhelms kemiinstitut, hvor de studerede radioaktivitet.
Da Tyskland annekterede Østrig i 1938 i
Anschluss
, blev Meitner på grund af sin jødiske baggrund ramt af de nazistiske racelove og mistede sit
statsborgerskab
Derefter flygtede hun til
Stockholm
efter råd fra
Dirk Coster
. På grund af sin jødiske baggrund blev hun nægtet pas, men det lykkedes hende at komme til
Holland
og siden Sverige og Stockholm med et udløbet pas.
I Stockholm fortsatte hun sit arbejde ved
Manne Siegbahn-institutet
, men uden opbakning, mest på grund af Siegbahns fordomme om kvindelige forskere. Hahn og Meitner mødtes kort samme år for at planlægge deres fortsatte forskning og begyndte at skrive sammen.
I 1944 tog Hahn alene mod
Nobelprisen i kemi
, for den forskning Hahn og Meitner sammen havde udført. Mange mener i dag, at Meitner ikke fik prisen, fordi hun var kvinde, jødisk og mod militær atomforskning.
I 1960 forlod Meitner Sverige og slog sig ned i
Cambridge
i England, hvor hun boede til sin død i oktober 1968, 11 dage før hun ville være fyldt 90 år.
Meitner havde et godt forhold til
Niels Bohr
, som hun besøgte mange gange i
Carlsbergs æresbolig
i Valby. Bohr indstillede to gange Meitner til Nobelprisen.
Forskning
redigér
rediger kildetekst
Opdagelsen af protactinium
redigér
rediger kildetekst
Mendelejevs periodiske system i 1871 med huller for manglende grundstoffer.
Henfaldskæden, der leder fra uran-235 over thorium-231 til protactinium-231, og derfra til actinium-227. Protactinium-231 svarer til den langlivede isotop, der blev beskrevet af Meitner og Hahn i 1918. (
en mere detaljeret figur
Henfaldskæden, der leder fra uran-238 over thorium-234 til protactinium-234m, og derfra til uran-234. Protactinium-234m svarer til den meget kortlivede isotop, der blev beskrevet af Soddy og Fajans i 1913. (
en mere detaljeret figur
I 1912 begyndte Hahn og Meitner at interessere sig for grundstoffet
actinium
, atomnummer 89 i det periodiske system (kemisk symbol Ac). Navnet actinium kommer fra græsk actinos, "stråle", og actinium er et stærkt
radioaktivt
metal.
De fandt det slående, at actinium kun fandtes i uran
malm
, men til gengæld i al kendt uranmalm og altid i et lille, men konstant forhold til uran. Actiniums
halveringstid
blev estimeret til 30 år. Det betød, at actinium ville forsvinde med tiden, hvis ikke der hele tiden blev dannet nyt actinium. Dette var i modsætning til uran, der
henfaldt
meget langsommere og uden tegn på, at der blev dannet nyt uran. Konklusionen var, at actinium måtte være et biprodukt af et andet grundstof, der igen var et biprodukt af uran. Det ukendte grundstof ville således være et trin mellem uran og actinium.
Første verdenskrig
betød forsinkelse af arbejdet, men det fortsatte for fuld kraft efter krigen.
Da
Dmitrij Mendelejev
etablerede det
periodiske system
i 1871, bemærkede han, at der var flere ”huller” i systemet, bl.a. et lige før uran i den række, der kaldes
actiniderne
, og han forudsagde, at pladsen tilhørte et uopdaget grundstof, som skulle ligge mellem
thorium
og
uran
. Det var en mulig kandidat til actiniums ”moderstof” (”Muttersubstanz” var Meitners ord).
10
Ud fra
det periodiske system
kunne en mulig rute, en såkaldt
henfaldskæde
, fra uran til
actinium
udformes. Ifølge Meitner selv, var hun guidet af den såkaldte forskydningslov for radioaktivt henfald, eller Soddy-Fajans regel opkaldt efter de to fysikere
Frederick Soddy
og
Kazimierz Fajans
, der uafhængigt af hinanden havde formuleret den i
1913
11
12
13
Atomnummeret
bestemmes af antallet af
protoner
kernen
. Ved et
α-henfald
mister kernen en
partikel
med
massen
fire, hvoraf to er protoner. Ved et
β-henfald
omdannes en af en atomkernes
neutroner
til en proton med samme masse som neutronen, og der udsendes en
β-partikel
(en
elektron
), der kun har en forsvindende lille masse. Ifølge Soddy-Fajans regel fører udsendelsen af en α-partikel derfor til et fald i atomnummer på to, og udsendelse af en β-partikel øger dette med en.
Kasimir Fajans
og
Oswald Helmuth Göhring
isolerede
henfaldsprodukter
fra uran (grundstof nr. 92), og mente i 1913 at have fundet grundstof nr. 91, da de isolerede et sådant produkt, som de kaldte ”brevium” (”kortvarig”), fordi det viste sig at have en halveringstid på under to minutter.
14
15
Det kunne imidlertid ikke være ”moderstoffet” til actinium, da det udsendte β-stråling, som ifølge Soddy-Fajans regel skulle resultere i en ny isotop af uran.
Den uranmalm (
begblende
også kaldet uraninit), som Meitner og Hahn arbejdede med, og som var ophav til actinium, udsendte både α-stråler og β-stråler, men uranet i prøverne udsendte kun α-stråler. Ifølge forskydningsloven vil et grundstof, der stammer fra et α-strålende stof, indtage sin plads i det periodiske system i samme vandrette række, i dette tilfælde
aktiniderne
, men to grupper længere til venstre. Eftersom α-strålende uran (den gang kaldt ”uran II”) tilhører gruppe VI, måtte den første afledte form derfor tilhøre gruppe IV, have
valens
4 og være en
isotop
af
thorium
(af Meitner kaldet ”uran Y”).
10
Hvis det var ”uran Y”, der udsendte β-stråler, ville stoffet kunne give ophav til det ukendte grundstof nr. 91, der således måtte tilhøre gruppe V. Udsendte dette stof α-stråler, ville det blive til actinium, og således være dets moderstof. Det var en af de hypoteser, som Meitner og Hahn arbejdede med. En anden mulighed, der blev overvejet, var, at ”uran Y” henfaldt ved udsendelse af α-stråler, og derved blev til
radium
(atomnummer 88), som ved at udsende β-stråler kunne blive til actinium. I så fald ville det være en
isotop
af radium, der var moderstoffet.
10
Ifølge systematikken i det periodiske system deler grundstofferne i hver gruppe egenskaber. Derfor kunne det forudsiges, at såfremt actiniums moderstof tilhørte gruppe V, ville det have ligheder med andre stoffer i denne gruppe. Såfremt moderstoffet til actinium tilhørte gruppe V, måtte det derfor være pentavalent ligesom
tantal
(atomnummer 73), som var nærmeste lavere homolog i gruppen. I fald radium var moderstoffet, ville stoffet være bivalent, som de andre grundstoffer i gruppe III, som radium tilhører. Meitner og Hahn havde i 1914 etableret en metode til at isolere
tantal
fra
begblende
16
17
Ideen var, at hvis de fulgte denne metode til at oprense tantal, ville actiniums moderstof følge med.
Meinert vidste af erfaring, at tantal og dets
salte
er
uopløselige
i de fleste syrer undtagen
flussyre
(hydrogen fluorid; HF) og varm
svovlsyre
(H
SO
). Fem gram pulveriseret begblende blev først kogt i stærk
salpetersyre
(HNO
3>
). Det, der gik i opløsning, blev filtreret fra, og
bundfaldet
, som fortrinsvis bestod af
kiselsyre
(silicium dioxid; SiO
) blev tørret og vægten blev bestemt til 0.5 gram. Derefter tilsattes 1 milligram af tantalforbindelsen kalium-hexafluorotantalat (KTaF
), der skulle fungere som en såkaldt ”carrier”, som moderstoffet ville følge, såfremt det delte egenskaber med tantal. Blandingen blev derefter flyttet til en
platin
digel
og behandlet med
flussyre
(hydrogen fluorid; HF), der opløser kiselsyre, og derefter fortyndet med vand og filtreret gennem en tragt af
paraffin
. Det klare filtrat blev nu inddampet og inddampningsresten blev behandlet med koncentreret
svovlsyre
. Inddampningen blev nu gentaget, og for at ud
fælde
tantal blev der tilsat stærk salpetersyre, som opløste næsten hele resten med undtagelse af et antal små, let farvede flager af tantal forurenet med spor af
jern
. Disse blev tørret og monteret på en
aluminiumsplade
, og herefter kunne det konstateres, af flagerne udsendte svage
α-stråler
, der øgede med tiden.
10
Den fortsatte karakterisering af stoffet krævede større mængder, hvilket blev vanskeliggjort af, at der var kommet restriktioner på import og anvendelse af uranmalm heriblandt begblende. Løsningen var at anvende begblenderester, som var tilbage efter at kemikeren
Friedrich Oskar Giesel
havde udvundet uran og radium fra dem, og som han gav hende 1 kilo af. Ved hjælp af den samme metode, som var anvendt på den mindre mængde, fik hun nu 16 gram kiselholdigt bundfald, som blev tilsat 5 milligram tantalsyre, og hun endte med 73 milligram af et rent hvidt pulver, som hun antog for at være moderstoffet.
10
Det hvide pulver udsendte α-stråler, og ved at sammenligne strålingen fra 5 milligram pulver med den fra 5,7 milligram uranoxid kunne hun konstatere, at strålingen fra moderstoffet var mere end 40 gang stærkere end den fra uran. Hun kunne herefter beregne, at strålingen fra de 73 milligram moderstof svarede til en mængde, som i begblenden var i ligevægt med 86 gram uran.
10
Resultaterne, der førte til identifikation af det nye grundstof, blev beskrevet på
tysk
i en artikel, der udkom 1. juni 1918.
10
Artiklen var underskrevet
Fräulein Dr. Lise Meitner, Berlin
med tilføjelsen
Nach gemeinschaftlich mit Herrn Prof. Dr. 0. Hahn angestellten Versuchen
(”Efter forsøg udført i fællesskab med prof. dr. 0. Hahn”).
I artiklen blev moderstoffet døbt ”protactinium”. Navnet protactinium kommer fra
græsk
protos (”først”) og actinium, ”forløberen for actinium”.
Samme dag som Meitners artikel udkom, publicerede englænderne
Frederick Soddy
og
John A. Cranston
uafhængigt af Meiner og Hahn et tilsvarende arbejde.
18
De havde også isoleret moderstoffet, som de kaldte “eka-tantalum”, men de havde ikke tilstrækkelige mængder til at kunne karakterisere stoffet yderligere.
Vi ved nu, at det er
91
protactinum-231, der langsomt under udsendelse af α-stråler henfalder til
89
actinium-227. Protactinium dannes ved at
92
uran-235 under udsendelse af α-stråler henfalder til
90
thorium-231, som herefter meget hurtigt under udsendelse af β-stråler henfalder til
91
protactinium-231. Uran-235 udgør under 1% af naturlig uran og blev først beskrevet i 1935 af
Arthur Jeffrey Dempster
19
Opdagelsen af kernefission
redigér
rediger kildetekst
Urans kerne opfører sig som en dråbe og kan dele sig i to når den optager en neutron. Meitner og Frisch døbte den proces for "fission".
Kernefission kan starte en kædereaktion, og dermed danne grundlaget for udviklingen af atomvåben, en anvendelse Lise Meitner ikke ville være med til.
I 1923 havde Meitner opdaget
Auger-effekten
, der er opkaldt efter den franske fysiker
Pierre Victor Auger
, der opdagede den to år senere uafhængigt af Meitner.
Da man opdagede
neutronen
i starten af
1930'erne
, begyndte man i videnskabelige kredse at spekulere på, om det ville være muligt i
laboratoriet
at skabe tungere grundstoffer end det tungeste, man kendte til,
uran
, med atomnummer 92. Det resulterede i et videnskabeligt kapløb mellem
Ernest Rutherford
Storbritannien
Irene Joliot-Curie
Frankrig
Enrico Fermi
Italien
og makkerparret Meitner og Hahn i Berlin.
Fermi og hans medarbejdere viste i 1934, at hvis man bombarderede uran med neutroner, blev der dannet mindst fire radioaktive produkter, hvoraf to havde atomnumre, der var større end urans.
20
I midten af 1938 fortsatte Meitner, sammen med kemikerne
Otto Hahn
og
Fritz Strassmann
på
Kaiser-Wilhelm-Institut
, disse undersøgelser og fandt at processen resulterede i mindst ni produkter, hvoraf seks havde en atomvægt større end uran.
21
Meitner, Hahn og Strassmann bombarderere også
thorium
med neutroner og fandt, at der blev dannet flere forskellige
isotoper
22
Det var hele tiden forventet, at et resultat af sådanne forsøg ville være radioaktive produkter med en atomvægt der lå tæt på det grundstof, der var bombarderet. Optog kernen en neutron ville atomnummeret blive højere. Nye grundstoffer, der var fremkommet ved neutron-bombardementer af uran, ville altså have atomnumre højere end 92, og sådanne ”nye” grundstoffer blev kaldt ”transuraner”.
Irène Curie
og
Paul Savitch
fandt i 1938, at et af produkterne, der fremkom, når de bombarderede uran med neutroner, havde en halveringstid på 3.5 time, men det lykkedes dem ikke at placere det i det periodiske system blandt transuranerne.
23
Hahn og Straussmann argumenterede senere på året for, at der kunne være tale om en blanding af mindst tre radioaktive elementer, der sandsynligvis var isotoper af
88
radium
, idet de delte egenskaber med
barium
, der tilhører samme hovedgruppe som radium. Radium kunne være fremkommet, ved at uran havde udsendt to
α-partikler
24
Yderligere undersøgelser af Hahn og Strassmann senere samme år, viste imidlertid, at det var umuligt at skille produkterne fra
barium
, og det på trods af at de let kunne fjerne mesothorium, navnet på en isotop af radium, fra prøven. De var derfor tvunget til at konkludere, at barium (med atomnummeret 56) blev dannet som et resultat af at uran (atomnummer 92) blev bombarderet med neutroner.
25
I slutningen af december tolkede Lise Meitner og
Otto Robert Frisch
fænomenet som en spaltningsproces. I deres rapport i februar-udgaven af
Nature
i 1939 gav de den navnet "fission".
26
På det tidspunkt var Meitner netop begyndt sit arbejde på ” Vetenskapsakademiens forskningsinstitut för experimentell fysik” i
Stockholm
, og Frisch, der også var tysk flygtning og beslægtet med Meitner, var tilknyttet ”Instituttet for Teoretisk Fysik” ved
Københavns Universitet
I artiklen referer Meitner og Frisch til
Niels Bohrs atommodel
, der siger, at
atomkernen
ikke er fast og hård, men at partiklerne i kernen snarere flyder rundt.
27
De sammenligner kernen med en dråbe, og hvis den rammes med tiltrækkelig energi vil kunne dele sig i to dråber, og konkluderer:
It seems therefore possible that the uranium nucleus has only small stability of form, and may, after neutron capture, divide itself into two nuclei of roughly equal size.
26
Fra Meitner og Hahns breve fra Meitners tid i Stockholm ved man, at da Hahn i sit laboratorium i Berlin udførte det eksperiment med at bestråle uran, som resulterede i atomfission i stedet for et tungere grundstof, forstod han ikke selv, hvad der var sket. I et brev som Meitner modtog, da hun var på besøg hos en veninde i
Kungälv
, beder han hende om råd, og i sit svar beskriver hun som den første person nogensinde, hvordan
neutronen
havde gjort urankernen ustabil med det resultat, at den blev spaltet i to mindre kerner,
barium
og
krypton
, og nogle neutroner under frigivelse af en enorm mængde
energi
. Den frigjorte energi svarede til det beregnede massetab ifølge
Einsteins
berømte ligning
E=mc²
På grund af Meitners jødiske baggrund var det politisk umuligt for Hahn og Meitner at publicere deres opdagelser sammen. Så Hahn publicerede de kemiske opdagelser i januar 1939, mens Meitner publicerede de fysiske forklaringer måneden efter sammen med fysikeren
Otto Robert Frisch
, som hun var beslægtet med. I denne publikation forudså Meitner muligheden for en kernereaktion med et enormt eksplosivt potentiale. Rapporten blev startskuddet til en febrilsk aktivitet, da man forstod at processen kunne anvendes i våbenproduktion, og at denne viden var på tyske hænder.
Leó Szilárd
Edward Teller
og
Eugene Wigner
overtalte Einstein til at skrive et brev til
USA
's
præsident
Franklin D. Roosevelt
, hvori han advarede om processens potentiale som våben. Det førte siden til
Manhattanprojektet
. Meitner afslog at deltage i projektet på
Los Alamos National Laboratory
og svarede, "Jeg vil ikke have noget at gøre med en bombe!"
28
Princippet førte ikke desto mindre til udviklingen af den første
atombombe
under
anden verdenskrig
og efterfølgende andre
kernevåben
og
kernereaktorer
Hæder
redigér
rediger kildetekst
Statue af Meitner af Franziska Schwarzbach ved
Humboldt-Universität zu Berlin
Lise Meitner blev rost af
Albert Einstein
som en "tysk
Marie Curie
".
29
Under Meitners besøg i USA i 1946 modtog hun prisen som
National Press Club
og spiste middag med
præsident
Harry S. Truman
ved
Women's National Press Club
30
Hun modtog Leibniz Medal fra
Det Preussiske Videnskabsakademi
i 1924 og
Lieben Prize
fra
Österreichische Akademie der Wissenschaften
i 1925, Ellen Richards Prize i 1928, City of Vienna Prize for science i 1947,
Max Planck Medal
fra
Deutsche Physikalische Gesellschaft
sammen med Hahn i 1949, den årlige
Otto Hahn Prize
fra
Gesellschaft Deutscher Chemiker
i 1954,
31
Wilhelm Exner Medal
i 1960,
32
og i 1967
Österreichisches Ehrenzeichen für Wissenschaft und Kunst
33
Tysklands
forbundspræsident
Theodor Heuss
, tildelte Meitner den fornemste tyske orden for videnskabsfolk,
Pour le Mérite
i 1957, samme år som Hahn fik den.
31
Meitner blev det første udenlandske medlem af
Kungliga Vetenskapsakademien
i 1945 og blev fuldt medlem i 1951, der tillod hende at deltage i Nobelpris-processen.
34
Fire år senere blev hun valgt til
Foreign Member of the Royal Society
35
Hun blev også valgt som Foreign Honorary Member af
American Academy of Arts and Sciences
i 1960.
36
Hun modtog et æresdoktorat fra både
Adelphi College
University of Rochester
Rutgers University
og
Smith College
i USA,
31
Freie Universität Berlin
i Tyskland
37
og
Stockholms Universitet
i Sverige.
31
I september 1966 tildelte
United States Atomic Energy Commission
Enrico Fermi-prisen
til Hahn, Strassmann og Meitner for for deres opdagelse af fission. Ceremonien blev afholdt på
Hofburg
Wien
38
Det var første gang, at prisen blev givet til en ikke-amerikaner og første gang den blev givet til en kvinde.
39
Meitners diplom bar ordene:
For pionérforskning i naturligt optrædende radioaktivitet og omfattende eksperimentelle studier der ledte til opdagelsen af fission
40
Hahns diplom havde en lidt anden ordlyd:
For pionérforskning i naturligt optrædende radioaktivitet og omfattende eksperimentelle studier der kulminerede i opdagelsen af fission.
41
Hahn og Strassmann deltog i ceremonien, men Meitner var for syg til at deltage, så Frisch modtog prisen på hendes vegne.
42
Glenn Seaborg
, de opdagede plutonium, overrakte hende prisen i Max Perutz hjem i Cambridge den 23. oktober 1966.
42
Adskillige skoler og gader er opkaldt efter Meitner i mange byer i både Østrig og Tyskland,
43
44
og en gade i Bramley, hvor hun ligger begravet.
45
Grundstof 109,
meitnerium
, blev i 1997 på tysk opfordring opkaldt efter Lise Meitner.
Filmen
Oppenheimer
nævner ikke Lise Meitner, trods hendes videnskabelige bedrifter, der førte til
atombomben
46
Referencer
redigér
rediger kildetekst
F. Krafft,
Lise Meitner und ihre Zeit -- Zum hundertsten Geburtstag der bedeutenden Naturwissenschaftlerin
in
Angewandte Chemie
90
, 876–892 (1978).
Offereins, Marianne (27. april 2011), Apotheker, Jan; Simon Sarkadi, Livia (red.),
"Lise Meitner (1878–1968)"
European Women in Chemistry
, Weinheim, Germany: Wiley-VCH Verlag GmbH & Co. KGaA, s.
69-74,
doi
10.1002/9783527636457.ch18
ISBN
978-3-527-63645-7
, hentet 12. juni 2021
: artiklen
Lise Meitner
af Kragh, Helge i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. december 2021.
Arkiveret
6. oktober 2021 hos
Wayback Machine
A Tribute to the Memory of (Elise) Lise Meitner
(1878–1968). Besøgt d. 19.11.2022.
Lise Meitner (1878 - 1968) Biografi på atomicarchive.com, besøgt 7. december 2021.
Frisch, O.R. (1973) Distinguished Nuclear Pioneer - 1973. Lise Meitner
. Journal of Nuclear Medicine 14: 365-71.
PMID
4573793
Henriette Harris: I krig og atomfysik gælder alle kneb. Anmeldelse af bog om Lise Meitner i Information 9. november 2012.
Lise Meitner - en fysiker i verdensklasse. Artikel i Dansk Kemi nr. 8. 2011. Kemifokus.dk, besøgt 7. december 2021.
Henk Kubbinga, H. (2019) A Tribute to Lise Meitner (1878-1968)
Europhysics News
50: 22-26. doi.org/10.1051/epn/2019402.
Meitner, L. (1918) Die Muttersubstanz des Actiniums, ein Neues Radioaktives Element von Langer Lebensdauer
Zeitschrift für Elektrochemie und angewandte physikalische Chemie.
24: 169-173.
Kasimir Fajans, "Radioactive transformations and the periodic system of the elements".
Berichte der Deutschen Chemischen Gesellschaft
, Nr. 46, 1913, pp. 422–439
Frederick Soddy, "The Radio Elements and the Periodic Law", Chem. News, Nr. 107, 1913, pp. 97–99
Anders, O.U. (1964) The Place of Isotopes in the Periodic Table
Journal of Chemical Education
41: 522-525.
Fajans, K., Göhring, O. (1913) Uber die komplexe Natur des UrX.
Naturwissenschaften
1: 339.
[Fajans, K., Göhring, O. (1913) Über das Uran X2-das neue Element der Uranreihe]. Phys. Z., 14: 877.
Hahn, O., Meitner, L. (1914) Uber das Uran Y.
Physikalische Zeitschrift
15: 236–240.
Hahn, O., Meitner, L. (1914) Nachweis der Existenz von Uran Y. Physikalische Zeitschrift 15: 236–237.
Soddy, F., Cranston, J.F. (1918) The parent of actinium
. Proceedings of the Royal Society A – Mathematical, Physical and Engineering Sciences 94: 384-403.
Dempster, A.J. (1935) Isotopic Constitution of Uranium
. 136: 80.
Fermi, E, Amaldi, E., D’Agostino, O., Rasetti, F., Segrè, E. (1934) Artificial radioactivity produced by neutron bombardment
. Proceedings of the Royal Society A – Mathematical, physical and engineering sciences. 146: 483-500.
Meitner, L., Hahn, O., Strassmann, F. (1937) Über die Umwandlungsreihen des Urans, die durch Neutronenbestrahlung erzeugt warden
. Zeitschrift für Physik 106: 249-270.
Meitner, L., Hahn, O., Strassmann, F. (1938) Künstliche Umwandlungsprozesse bei Bestrahlung des Thoriums mit Neutronen; Auftreten isomerer Reihen durch Abspaltung von α-Strahlen
. Zeitschrift für Physik 109: 538-552.
Curie, I., Savitch, P. (1938) Sur les radioéléments formés dans l'uranium irradié par les neutrons. II
. J. Phys. Radium 9: 355-359. ff10.1051/jphysrad:0193800909035500
Hahn, O., Strassmann, F. (1938) Uber die Entstehung von Radiumisotopen aus Uran durch Bestrahlen mit schnellen und verlangsamten Neutronen
. Naturwissenschaften 26: 755–756.
(oversættelse til engelsk)
Hahn, O., Strassmann, F. (1939) Über den Nachweis und das Verhalten der bei der Bestrahlung des Urans mittels Neutronen entstehenden Erdalkalimetalle.
Naturwissenschaften 27: 11–15. doi:10.1007/BF01488241.
Meitner, L., Frisch, O.R. (1939) Disintegration of Uranium by Neutrons: a New Type of Nuclear Reaction.
Nature 143: 239–240. doi:10.1038/143239a0.
Bohr, N. (1936) Neutron Capture and Nuclear Constitution
. Nature 137: 344–348.
Lise Meitner: A Life in Physics – Ruth Lewin Sime, 1996, Berkeley: University of California Press.
ISBN
0-520-08906-5
. side 305
Bartusiak, Marcia
(17. marts 1996).
"The Woman Behind the Bomb"
The Washington Post
Yruma 2008
, s.
161–164.
Frisch 1970
, s.
415.
"Lise Meitner"
(tysk). Österreichischer Gewerbeverein
. Hentet 13. juli 2020
Taschwer, Klaus (21. juni 2019).
"Ehre, wem Ehre nicht unbedingt gebührt"
Der Standard
(tysk)
. Hentet 13. juli 2020
Sime 1996
, s.
359.
Frisch 1970
, s.
405.
"Book of Members, 1780–2010: Chapter M"
(PDF)
. American Academy of Arts and Sciences. Arkiveret fra
originalen
(PDF)
21. september 2018
. Hentet 29. juli 2014
"Emeriti and Honorary Doctors"
. Free University of Berlin. 23. januar 2020
. Hentet 5. november 2020
"Europeans Receive Fermi Prize For Nuclear Fission Research"
. 24. september 1966
. Hentet 10. juni 2020
Hahn 1966
, s.
183.
"Fermi Lise Meitner, 1966"
. U.S. DOE Office of Science. 28. december 2010
. Hentet 12. juli 2020
"Fermi Otto Hahn, 1966"
. U.S. DOE Office of Science. 28. december 2010
. Hentet 12. juli 2020
Sime 1996
, s.
379–380.
"Lise Meitner Gymnasium: Hamburg"
www.hh.schule.de
(tysk). Offenes Hamburger. Arkiveret fra
originalen
28. juli 2016
. Hentet 5. marts 2016
"Lise-Meitner-Gymnasium"
hp.lise-meitner-gymnasium.de
(tysk). LMG Falkensee
. Hentet 5. marts 2016
"Meitner Close"
streetlist.co.uk
. Hentet 7. januar 2017
{{
cite web
}}
: CS1-vedligeholdelse: url-status (
link
dr.dk
hentet 4. september 2023
Litteratur
redigér
rediger kildetekst
Trends in Atomic Physics: Essays Dedicated to Lise Meitner, Otto Hahn, Max von Laue on the Occasion of their 80th Birthday – Otto Robert Frisch, 1959, New York, Interscience
Lise Meitner and the Dawn of the Nuclear Age – Patricia Rife, 1999, Birkhäuser.
Lise Meitner: A Life in Physics – Ruth Lewin Sime, 1996, Berkeley: University of California Press.
ISBN
0-520-08906-5
Twentieth Century Women Scientists – Lisa Yount 1996, New York: Facts on File.
ISBN
0-8160-3173-8
Lise Meitner
: en levnadsteckning
– Bengt Forkman, 2006, Gidlunds.
ISBN
91-7844-337-7
Cropper, William H. (2004).
Great Physicists: The Life and Times of Leading Physicists from Galileo to Hawking
. Oxford: Oxford University Press.
ISBN
978-0-19-517324-6
OCLC
917369352
Dawidoff, Nicholas (1994).
The Catcher was a Spy
. New York: Pantheon Books.
ISBN
978-0-679-41566-4
OCLC
29313997
Frisch, O. R.
(1970).
"Lise Meitner. 1878–1968"
Biographical Memoirs of Fellows of the Royal Society
16
: 405-426.
doi
10.1098/rsbm.1970.0016
ISSN
0080-4606
Frisch, Otto
(1979).
What Little I Remember
. Cambridge: Cambridge University Press.
ISBN
0-521-40583-1
OCLC
861058137
Hahn, Otto (1966).
Otto Hahn: A Scientific Autobiography
. Oversat af Ley, Willy. New York: Charles Scribner's Sons.
OCLC
646422716
Lanouette, William; Silard, Bela (1992).
Genius in the Shadows: A Biography of Leo Szilard: The Man Behind The Bomb
. New York: Skyhorse Publishing.
ISBN
1-626-36023-5
OCLC
25508555
Perutz, Max F.
(2002).
"Splitting the Atom"
I Wish I'd Made You Angry Earlier: Essays on Science, Scientists, and Humanity
. New York: Cold Spring Laboratory Press.
ISBN
978-0-87969-524-8
OCLC
37721221
Rhodes, Richard
(1986).
The Making of the Atomic Bomb
. New York: Simon and Schuster.
ISBN
0-671-65719-4
OCLC
224864936
Sexl, Lore; Hardy, Anne (2002).
Lise Meitner
(tysk). Rowohlt Verlag.
ISBN
978-3-499-50439-6
OCLC
770105690
Sime, Ruth Lewin
(august 1986).
"The Discovery of Protactinium"
Journal of Chemical Education
63
(8): 653-657.
Bibcode
1986JChEd..63..653S
doi
10.1021/ed063p653
ISSN
0021-9584
Sime, Ruth Lewin
(maj 1989).
"Lise Meitner and the Discovery of Fission"
Journal of Chemical Education
66
(5): 373-376.
Bibcode
1989JChEd..66..373S
doi
10.1021/ed066p373
ISSN
0021-9584
Sime, Ruth Lewin
(marts 1990).
"Lise Meitner's escape from Germany"
American Journal of Physics
58
(3): 262-267.
Bibcode
1990AmJPh..58..262S
doi
10.1119/1.16196
ISSN
0002-9505
Sime, Ruth Lewin
(august 1994).
"Lise Meitner in Sweden 1938-1960: Exile from physics"
American Journal of Physics
62
(8): 695-701.
Bibcode
1994AmJPh..62..695S
doi
10.1119/1.17498
ISSN
0002-9505
Sime, Ruth Lewin
(1996).
Lise Meitner: A Life in Physics
. Berkeley: University of California Press.
ISBN
978-0-520-08906-8
OCLC
32893857
Stolz, Werner (1989).
Otto Hahn, Lise Meitner
. Biographien hervorragender Naturwissenschaftler, Techniker und Mediziner (tysk). Vieweg+Teubner Verlag.
doi
10.1007/978-3-322-82223-9_3
ISBN
978-3-322-00685-1
OCLC
263971970
Walker, Mark (maj 2006). "Otto Hahn: Responsibility and Repression".
Physics in Perspective
(2): 116-163.
Bibcode
2006PhP.....8..116W
doi
10.1007/s00016-006-0277-3
ISSN
1422-6944
S2CID
120992662
Watkins, Sallie A. (juni 1983). "Lise Meitner and the Beta-Ray Energy Controversy: An historical Perspective".
American Journal of Physics
51
(6): 551-553.
Bibcode
1983AmJPh..51..551W
doi
10.1119/1.13201
ISSN
0002-9505
Yruma, Jeris Stueland (november 2008).
How Experiments Are Remembered: The Discovery of Nuclear Fission, 1938–1968
(Afhandling). Princeton University.
OCLC
297148928
Eksterne henvisninger
redigér
rediger kildetekst
Wikimedia Commons
har flere filer relateret til
Lise Meitner
Lise Meitners biografi på www.atomicarchive.com
Lise Meitner online
Arkiveret
1. januar 2007 hos
Wayback Machine
Autoritetsdata
WorldCat
VIAF
64160163
LCCN
n81015638
ISNI
0000 0001 0909 3889
GND
118580477
SELIBR
211830
SUDOC
028434390
BNF
cb13494414w
(data)
BIBSYS
90261910
MGP
110960
NDL
00621118
NKC
nlk20010097115
ICCU
PUVV165353
BNE
XX5306921
CiNii
DA09444193
KulturNav
id
DSD
Lise_Meitner
Hentet fra "
Kategorier
Født i 1878
Døde i 1968
Fysikere fra Østrig
Østrigere i 1800-tallet
Østrigere i 1900-tallet
Personer fra Wien
Skjulte kategorier:
Mange oplysninger fra Wikidata for P463 (medlem af)
Lokalt billede identisk med Wikidata
Sider med Webarchive-skabelon som henviser til Wayback Machine
CS1: Kilder på tysk (de)
CS1-vedligeholdelse: url-status
Commons-kategori på Wikidata er ens med sidetitel
Kvinde
Wikipedia artikler med VIAF autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med LCCN autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med ISNI autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med GND autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med SELIBR autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med BNF autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med BIBSYS autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med NDL autoritetsdata-ID
Wikipedia artikler med Den Store Danske autoritetsdata-ID
Lise Meitner
Tilføj emne